Brandes, Edvard II.

II.

Første Aften, 3dje December 1884.

Første Aften tilhørte Kunstnerparret Phister.

I den geniale Skuespiller, hvis Vid har glædet næsten to Menneskealdre, og i hans dygtige Hustru, hvis livfulde Pernille opstod igen til Holbergs Ære, legemliggjordes Holbergs uovertrufne dramatiske Evne.

Straks i Kantaten stod Professor Phister som et lysende Eksempel for Gammel og Ung ved vor Scene. Vore to første Skuespillere, Brødrene Poulsen, optraadte ved Siden af ham. Men den enes Patos syntes hultonig og den andens Foredrag altfor hverdagsudvisket — Phister derimod talte eller spillede Recitationens faa Ord med en skolet Finhed og en gennemsigtig Anskuelighed, som kun Scenens store Mestre ejer. Man følte, at han som Kunstner tilhørte en Tid, hvor Indøvelsen var større end nu.

Saa opførtes Den Stundesløse.

Hvor vittigt og lystigt dog Stykket er! Er ikke Holberg selv heri den snarraadige og forslagne Oldfux, som river alle os stundesløse, der har travlt med ingenting i dette korte Liv, hen i den himmelfødte Kunsts Guddommelighed? Stykket er ungdommeligt i dets Sætten-sig-udover alle rimelige Hensyn. Holberg har valgt sig den 29 Stundesløses Karakter, fordi han derigennem kunde skabe den allerkaadeste Forvirring paa Scenen.

Ganske stod Opførelsen ikke i Harmoni med Stykket.

Fru Phister spillede Pernille ligesaa glimrende som i gamle Dage. Bestandig bevarede den flinke Husaand — Vielgeschreis drillende Puk — Smilet tindrende i Øjet, Latteren lurende om Munden. Hun legede den lystigste Leg med sine Repliker, løftede og sænkede Stemmen — lidt for hyppigt — som vippede hun Ordene ud. Siden hendes Dage har Pernille ikke staaet saa ungdommelig paa Teatrets Brædder.

Professor Phister havde hædret Festen med at overtage sin Glansrolle Oldfux. Det kan ikke nægtes, at Alderen havde lagt sin tunge Haand paa den store Kunstner. Benene vilde ikke ret med, Holdningen var lidt bøjet — man kom uvilkaarligt til at tænke paa Bedsteforældrenes Menuet ved Sølvbrylluppet. Dog undertiden skød den unge Oldfux op i den gamle Professor, og saa udslyngedes en eller anden Replik med rivende Tungefærdighed eller betonedes med farvemættet Lune. Tyskeren var henrivende i sin Dialekt: hvad gjorde det saa, om Skuespilleren ikke længer mægtede at svippe ind under Bordet? Pudsenmageren stod levende for os i den Skikkelse, som Phister i sin Ungdom havde skabt.

30

Den unge Generation kom ikke i Højde med den ældre. Naturligvis havde Hr. Olaf Poulsen karikeret Bogholderen snurrigt, og Fru Hennings viste en sart Elskværdighed som Leonora — men Rollerne er jo smaa. Hr. Mantzius magtede ikke Vielgeschrei — man skal ikke derfor rette nogen stræng Anklage mod den unge Skuespiller. Rollen er yderst vanskelig, mindre taknemlig og morsom end den synes og fordrer fremfor alt Autoritet. Hr. Mantzius havde gennemarbejdet Figuren med omsigtsfuld Flid i alle Enkeltheder, men man lo ikke. Frk. Nielsen var ogsaa i Vilderede med Magdelone, hvortil hører en komisk Gave, som Skuespillerinden aldrig har besiddet.

Da Phister og hans Hustru til Slutning fremkaldtes, tog Tilskuerne Afsked med et betydningsfuldt Afsnit af vor Teaterhistorie.