Brandes, Edvard IV.

IV.

Tredje Aften, 5te December 1884.

Maskarade gik over Scenen med omtrent samme Rollebesætning som for nogle Aar tilbage — men i nyt straalende Udstyr.

Dekorationerne var mesterlige. Først en tidsmæssig Stadsestue, saa en Gade, hvis stilfulde Forkrøblethed stillede det gamle København 34 lyslevende for os. Især ved Aftenbelysning var denne Dekoration fuld af Poesi.

Bortset fra den rent maleriske Virkning var de nye Dekorationer ogsaa dramatiske Hjælpemidler som de burde være. Saaledes anskueliggjordes ved Henriks for alle synlige Alkove Hand- lingen nu langt bedre end i tidligere Dage, hvor man maatte tænke sig Tjenerkammeret ved Siden af Dagligstuen. Ogsaa Gaden støttede Fremstillingen. Kun glap Illusionen paa et eneste Punkt. Det er ikke særdeles sandsynligt, at Leander og Leonora holder Stævnemøde lige udenfor Jeronimus' Hus.

Dernæst var Kostymerne ægte og smukkere end de i mange Aar har været. Saaledes de unge Elskendes. Hvor nydelig tog den blaagraa Farve i deres Dragter sig ud i sidste Akt, da de stod ved hinandens Side!

Hr. Emil Poulsen havde for Festens Skyld paany overtaget Leander, i hvis faa Repliker han i sin Ungdom forstod at lægge saa romantisk en Følelse. Maaske var Indtrykket nu svagere, men i hvert Fald er Hr. Poulsens Holbergske Elsker fri for den Tørhed, som Digterens magre Erotik synes at nødvendiggøre, og det gammeldags Sprog klinger fyldigt og fint fra Skuespillerens Læber.

Hr. Olaf Poulsen var som tidligere Henrik. Han fremstiller nu den næsten trediveaarige Lakaj — trivelig, rund, godmodig — men dog væver 35 og munter. Man mærker, at han har gode Dage i sin letsindige Herres Tjeneste, og at Pryglene — om han ellers faar dem — preller af paa hans kraftige Ryg. Naar Hr. Poulsen farer rundt som en Top, lér Publikum, og det jubler, naar han selv slaar en Latter op — hvad denne Henrik altfor ofte fornøjer sig med. Det Hovent-Kloge hos Lakajen overfor den Gamle gjorde stor Virkning i Maskeradeforsvaret. Tamperetkomedien spillede Hr. Poulsen med Liv, skønt Stemmeforandring ikke egentlig er hans Sag. Hans mimrende Rabbi i sidste Akt var overmaade komisk.

Fru Phister var elskværdig og dygtig som Magdelone, Fru Hennings nydelig som Leonora, Hr. Schram derimod ikke ret paa sin Plads som Jeronimus og Hr. Kolling altfor tynd til Arvs brede Væsen.

Som Helhed stod Forestillingen langt over Den politiske Kandestøber.