↩ Tydeligst viser vel Digterens Ligegyldighed sig i selve den storpralende Soldats Figur, der synes En langt fra den Virkelighed, hvori Holberg vilde hensætte den. Hvorledes gaar det til, at en Bondekarl, der aldrig har været udenfor Landet, optræder som halvtysk Officer i København; hvad er det vel for en Uniform, han bærer, og over hvem satiriserer hans Naragtighed? Traditionen lyder paa, at Officererne fandt sig fornærmede af Stykkets Spot over deres Martialskhed, men i saa Fald maa Spillet have hjulpet paa den digtede eller rettere efterdigtede Skikkelse, thi Jacob v. Tyboe er jo ingenlunde Holbergs egen Opfindelse. Rimeligvis har Skuespillerne taget hin Tids Militærpersoner til Forbillede i Tale, Gang, Kurmageri, Praleri, omtrent som den tyske Skuespiller Engels, naar han leverer farverige Karakteristiker af prøjsiske Løjtnanter i Farcer, hvor Teksten yder ham saare liden Understøttelse. Skulde da Jacob v. Tyboe nutildags spilles i Overensstemmelse med Hr. Poulsens Oldfux, saa maatte Spøgen moderniseres saa meget, at den føltes som rammende Satire. Dog vilde en saadan Fornyelse være saare vanskelig, maaske umulig, da Teksten kun yder en Hob undertiden morsomme, undertiden altfor barnlige Løjer.