↩ Man kunde ventet at faa en Opløsning paa Gaaden i Hr. Olaf Poulsens Spil. Her foreligger et Tilfælde, hvor det er yderst rimeligt, at Skuespilleren træder hjælpende og fortolkende til, hvad enten man nu vil antage, at Holberg har været skødesløs, eller man vil tro, at han kun tilsyneladende har gjort sig skyldig i en Modsigelse. Desværre Hr. Poulsens Fremstilling faldt i to tydeligt adskilte Dele: i de første Akter var Drengens Forstand uvækkeligt sovende, medens den i tredje Akt pludselig var vaagnet af sin Dvale. Den første Fase var den mest lykkede. Skuespillerens Indtrædelse med den gabende Mund og det sløve Blik gav straks Karakteren ligesaa tydelig som den hele øvrige Fremstilling — og dette er ærligt talt kun en halv Ros. Hr. Poulsen har øjensynligt levet for lidt med Bønder til, at han har afluret dem saadanne Smaatræk og Taleformer, der er betegnende og mærkelige. Den danske Rigsdag burde votere ham en offentlig Understøttelse for at han kunde rejse omkring og studere Landbefolkningens Karakter og Manerer — det vilde være en baade demokratisk og national Foranstaltning. Fordi Poulsen mangler denne Uddannelse, har han ikke Evne til at bygge sin Bondedreng op indenfra. Dens ydre Skal staar hastigt fiks og færdig og er overmaade morsom at betragte, men Poulsen 113 giver heller ikke meget mere. Dog den fortrinlige Betoning, hvormed han udslynger sit: »Spørg min Hofmester«, viser, hvorlangt hans Talent glimtvis rækker. Desværre stod ikke de øvrige Replikers Behandling paa Højde med denne ene. Det stumme Spil under Maaltidet var stærkt paavirket af Phisters Jeppe. Beundringsværdigt, at et sat Publikum endnu kan le, naar Komikeren tømmer hele Indholdet af det budte Fad ud paa sin Tallerken!