I.
✂ 19de November 1887.
✂ Dette Holbergske Stykke, som hører til Digterens mindre betydelige Arbejder, faar sin Interesse gennem Angrebene paa Skinhelligheden. Det er som om Holberg havde anet den Pietisme, der skulde oprinde ved Frederik den Fjerdes Død og ødelægge endogsaa Teatret for ham selv. Utvivlsomt har Holberg her som andetsteds taget sit Forbillede fra Molière: Julius Hoffory har slaaende godtgjort Pernilles korte Frøkenstands Afstamning fra det Molière'ske Mesterværk Tartufe.
✂ Ganske sikkert har Skuespillet ved Overførelsen tabt sin grandiose Karakter. Den store Hykler og Jesuit er svunden ind til en københavnsk gammel Smaaborger, der for Penge vil gifte sig med en ung Pige. Men i Jeronimus' uforanderlige Anraabelser af Himlen ved enhver smudsig Gærning, som han planlægger, har Holberg 130forsøgt at ramme Bigotteriet. Af den Grund lader han ogsaa Stykkets Intrige bero paa Henriks Forklædning som Munk. Atter derigennem faar han Lejlighed til lystig Skæmt over hyklersk og salvelsesfuld Tale.
✂ Stykket skal spilles, som det er skrevet, saa man forstaar, hvad det gælder og hvad Holberg vil tillivs.
✂ Der mærkedes imidlertid ikke Spor af fast Plan, da det opførtes paany — for iøvrigt daarligt Hus. Skuespillerne faar Lov at lade og tale som de lyster, og Spillet trækker Scenerne i søvnigt Luntetrav over Brædderne.
✂ Naturligvis er Fru Phister sikker i sine Papirer, stiv og strunk som Magdelone, men hun betoner ikke det Devote. Magdelone skulde slaa ind i en langt stærkere Fromladenhed, naar Jeronimus fortæller om de Himlens Indskydelser, han har modtaget.
✂ Og Hr. Helsengreen, der som den Skinhellige skulde bære Stykket, lader Rollen falde til Jorden. Selv de berømteste Pointer, som for Eksempel det gentagne min smukke Jomfru i første Scene — Kristian Mantzius lagde en hel Verden af senil Attraa ind deri — udvisker han ganske. Dette kunde imidlertid Instruktøren have bødet paa. Værre er det, at Hr. Helsengreen kun synes at besidde én Grimasse og at hans Stemme i lutter Ganetoner skingrer som en Told paa en 131Flaskehals. Jeronimus blev ikke skinhellig, og han blev heller ikke komisk. Muligvis er det dog blot en uheldig Debut.
✂ Af de øvrige Spillende er Hr. Schram Stykkets Lyspunkt. Han er som Gavtyven Radelzier uforglemmelig og beundringsværdig. Forklædt i Munkekutten har han ikke en eneste Replik, men ved et stumt og ikke indiskret Spil drager han i den Grad Opmærksomheden paa sig, at Hr. Olaf Poulsen i en meget talende Henrikrolle ganske bliver den lille ved Siden af ham.
✂ Dette Stykkes Henrik har aldrig lykkedes for Hr. Poulsen. Han er, mærkværdig nok, kedelig som Munk, skønt Fyren har lutter pudsige Ting at sige. Skuespilleren har desværre faaet galt Greb paa Stemme og Betoninger. Et mere indtrængende Studium af københavnske Præster turde anbefales ham, der nu nøjes med Teatersalvelse istedetfor den ægte Præstetone.
✂ Leonora spilles med megen Myndighed af Fru Hennings. Kun én Indvending kunde gøres. Naar denne Leonora prises for sin Huslighed og for sine borgerlige Dyder, naar hun hverken kan parlere Fransk eller spille og danse — hvorfor ser hun da ud som en lille Dukkeprinsesse, der lige skal køre til Bal? Mon Holberg ikke har ment en noget forskellig Skikkelse? — Endelig besidder Fru Hilmer som Pernille alle de traditionelle 132Gebærder, men mangler Ungdommen, der skulde lyse over den næsvise Kammerpige.
✂ Det vil rimeligvis ikke nytte at gøre opmærksom paa den urimelige Iscenesættelse af Slutningsoptrinet. Det er absolut nødvendigt, at Henrik ved et Vink giver Pernille tilkende, hvordan det forholder sig med hendes Frøkenstand. Hvorledes kan ellers Pernille som Frøken ægte den modbydelige Olding, som hun forbød sit Herskab at tage, dengang hun selv endnu var Tjenestepige? Dengang erklærede hun, at saadan en gammel Mand kun var passende for en køn og fattig Tjenestepige, der ellers af Desparation maatte gøre sig til Amme. Hvorfor tager hun ham selv nu? Lad Henrik da itide opmuntre hende til at se sit Snit og kapre den Gamle?
✂ Imidlertid, det kgl. Teaters Instruktør er sikker for fin og fornem en Mand til at lære noget af en simpel Kritiker.