Brandes, Edvard II.

II.

3dje Januar 1891.

Pernilles korte Frøkenstand er det andet Holbergske Skuespil, som det er lykkedes det kgl. Teater at fremføre iaar. Straks ved Sæsonens Begyndelse gaves Jacob v. Tyboe til Ære for den genvundne 133Hr. Mantzius, som i Sæsonen 1888—89 havde overtaget Stygotius' Rolle efter sin store Triumf som Rosiflengius. Ganske sikkert udmærkede Hr. Mantzius sig ikke ved noget særligt Indfald i sin anden vanskelige og tørre Pedantrolle, men Teatret mente dog ikke i Sæsonen 1889—90 at have en Afløser ved Haanden. Jacob v. Tyboehvilede saaledes til hans Tilbagekomst, og Stykket kostede i indeværende Sæson Teatret ingensomhelst Ulejlighed, hverken Prøvetid eller Bekostning — man trak Komedien over Scenen som andet Hoveriarbejde, og da Udførelsen indeholder én udmærket Præstation, Hr. Olaf Poulsens Oldfux, og én højst anerkendelsesværdig Fremstilling, Hr. Schrams Storpraler, havde Holbergelskere altid noget at fornøje sig med.

Nu midt i Sæsonen er man naaet til den anden Holbergske Komedie Pernilles korte Frøkenstand. Ogsaa dette Stykke stod paa Repertoiret indtil Udgangen af Sæsonen 1888—89, hvor Hr. Helsengreen spillede Jeronimus. Heller ikke her krævedes da af Teatret nogen kendelig Prøvetid eller Bekostning, idet kun en eneste Rolle skulde ombesættes, nemlig Jeronimus'. Den spillede Hr. Mantzius iaftes, og det synes saaledes stadig, som om Holberg er højst afhængig af Hr. Mantzius — hvortil i og for sig intet er at sige, særlig hvis man i dette Valg kan se en kunstnerisk Omsorg for 134at nybesætte de Roller, der i de Holbergske Skuespil trænger til friske Kræfter.

Pernilles korte Frøkenstand gik dog væsenligt med samme Rollebesætning, som da Stykket 1873—74 optoges efter lang Hvile. Saaledes har da de samme Skuespillere behersket Rollerne i næsten en Snes Aar, og man tør paastaa, at Teatret ikke i denne Sæson har overanstrængt hverken Unge eller Gamle for Holbergs Skyld.

Udførelsen var delvis lykket. En særlig Interesse knyttede sig naturligvis til Hr. Mantzius' Fremstilling. Han havde anlagt en levende Maske, et brutalt rødt, lidt apoplektisk Ansigt og et saadant usikkert Mæle, som en slap Tunge og tandløse Gummer tilvejebringer. Undertiden skimtedes vel nok den unge Mand igennem den paatagne Holdning, men hvis Hr. Mantzius hyppigt spillede Rollen, fik han snart Greb paa de enkelte Dele, der endnu ligger i Skygge. Hans Jeronimus var næppe devot nok; i al Tarvelighed staar den gamle Kæltring dog som vag Efterligning efter den Molière'ske Tartufe, og de mange himmelske Aabenbaringer, hvormed Manden hjælper sig, trænger vistnok til kraftigere Betoning. Forsaavidt var Masken brutalere end Manden: den lystne Olding, som Hr. Mantzius fremstiller, vilde vel næppe bruge saa mange hyklerske Omsvøb for at franarre sin Stedsøn hans Kæreste. Holberg vovede 135ikke, saa lidt som Molière, at gøre Hykleren til Præst: den danske Professor skildrede ham som velstaaende Borger, medens den franske Digter tog ham som Opkomling. Men Gang efter Gang er det dog »Himlen«, som Jeronimus paaberaaber sig til Støtte for hver Skurkestreg, han begaar.

Roses maa som næsten altid Hr. Mantzius' naturlige, menneskelige Tale. Hans Jeronimus besad intet dumt Karikeret, Replikerne faldt med Fynd som i en Samtale. Uden megen Kulør. Det er jo mere Linjen end Farven, hvorover den talentfulde Skuespiller raader, og med de komiske Effekter kneb det. Imidlertid vidnede denne kloge Gengivelse om et betydeligt kunstnerisk Arbejde.

Af de ældre Kunstnere gensaa man adskillige med Fornøjelse. Saaledes Fru Phister, der sandelig bærer sine 74 Aar som en Heltinde og som udtrumfede den myndige Rappenskralde Magdelones Repliker med fornøden Bidskhed. Og ved Siden af hende var Hr. Kolling et Mæhæ af en Ægtemand i rette Stil. Endvidere er og bliver Hr. Schram en uforglemmelig Radelzier: hans Udførelse af denne ubetydelige Rolle staar som et sikkert Tegn paa hans utrolige Talent for det Burleske. Hans stumme Spil fylder Scenen og bliver langt virkningsfuldere end selve Hr. Olaf Poulsens stærke Væren-paa-Færde.

136

Dennes Henrik har vundet siden sidst. Munken er bleven dristigere, salvelsesfuldere, morsommere — men ogsaa lidt utydeligere. Kunstneren kender sin Pligt, naar han stadigt arbejder med de Holbergske Figurer, for hvilke han er den levende Tradition.

Mangelfuldt er Elskerparret. Hr. Jerndorff bør billigvis afgive den ganske unge Leander, der næppe skal være mere end tyve Aar, og Fru Hennings kunde ogsaa uden Skade slippe den lille Jomfru paa de seksten. Men ubetinget forfejlet er Fru Hilmers Pernille, der mangler ethvert Spor af den Ungdom, hvormed den ligeledes sekstenaarige Kammerpige saa hyppigt og truende praler. At Fru Hilmer ikke ser ud som en sekstenaarig Ungdomsblomst, er endda det mindste; var blot ikke Friskheden saa forloren og Stemmeføringen saa uskøn!

Paa en fornuftig Iscenesættelse var der ingen Ulejlighed anvendt. Endnu har Henrik ikke faaet Ordre til at hviske Pernille Hemmeligheden i Øret ved tredje Akts Slutning. Denne er nu meningsløs. Hvorfor skulde Pernille, der selv er bleven en fornem og rig Jomfru, tage den gamle Mand, imod hvem hun revolterede Leonora? Kun naar hun oplyses om Intrigen i rette Tid, forstaar man hendes Opførsel.

Tredje Akts Stuedekoration er forfærdelig — især for den, der erindrer Tegners fortrinlige Illustration 137til disse Scener. Tredive tusinde Kroner til Aladdin — og aldrig fire Øre til Holberg! Mon der er synderlig Forstand i den Ordning?