Brandes, Edvard III.

III.

28nde September 1893.

Det kgl. Teater strænger sig sandelig an. I September Maaned to store Helaftensforestillinger af klassisk Art: Væringerne og Et Vinteræventyr. Den sorte Domino i hvert Fald genoptaget, og de to sidste Aftener, Pernilles korte Frøkenstand (sidst opført i Februar 1891), Fjærnt fra Danmark (sidst opført Marts 1890), Den eneste Fejl, paany indstuderet efter mange Aars Hvile, og en hel ny Opera Jolanthe.

Don Ranudo gik i Løbet. Hvad Grunden var, maa staa hen. Underligt synes det, at den lange Ferie ikke tillod Indstuderingen af et Holbergsk Skuespil, der ikke hørte til de bedst kendte og af Personalet forlængst lærte. Dog med en vis Resoluthed dækkede man over det lidte Nederlag, som Opgivelsen af Don Ranudo i Virkeligheden betød. Den politiske Kandestøber blev straks sat paa Plakaten, og nu inden Maanedens Slutning føjede man Pernilles korte Frøkenstand ind i Repertoiret. 138Man mærkede desværre den Hastighed, hvormed Beslutning og Gærning havde fulgt hinanden. Udførelsen manglede Sikkerhed. Man er vant til, at vore bedste Holbergfremstillere aldrig tøver et Sekund i Repliken, aldrig med en Gentagelse eller et Indskud af Hum eller Ah og lignende Hjælpere giver Suffløren Tid til hans Stikord. Saadant hændte imidlertid hyppigt, blot fordi Stykket ikke prøvedes tilstrækkeligt.

Og dernæst bevirkede Hastigheden, at ikke en fornøden Ombesætning havde fundet Sted. I Stykket er Leonora og Pernille to lige gamle Jomfruer paa seksten Aar. Rollerne udføres af Fru Hennings og Fru Hilmer. Om den første kan man kun med Beundring sige, at hun endnu illuderer. Fru Hennings synes fin og sart som en purung, køn og brav lille Pige; hun spiller med en enkelt Undtagelse overordenligt stilfuldt den ubetydelige Rolle. Derimod synes Fru Hilmer langt ældre end Pernilles Aar, og man begaar en Uret mod denne Skuespillerinde ved at bevare hende i et Fag, som hun selv ønsker at forlade. Rollen burde gives enten til Fru Sinding, der fortræffeligt magter den, eller maaske til Fru Bloch, der vilde tage sig udmærket ud ved Siden af Fru Hennings — allerhelst skiftevis til dem begge. Fru Hilmer agerer nu for krampagtigt. Et Optrin ødelægges af begge Damer — Scenen mellem Pernille og Leonora, da de begge tror sig i anden 139Stand. Det er et af de faa følelsesfulde Optrin, som Holberg har skrevet. Fru Hennings og Fru Hilmer tager haardhændet paa de kønne Repliker og vil vække Latter ved overdrevent Foredrag. Sceneinstruktøren skulde ikke tillade sligt men Stedet fremskabe Optrinets rette Stemning.

Han skulde heller ikke tillade Hr. Olaf Poulsen at sparke og slaa Hr. Schram, hvor begge agerer Munke. Hr. Poulsen vil more hermed, men forregner sig. Hans Munk var nu ikke saa pudsig som for nogle Aar tilbage, dog kraftigere end i hans Ungdom. Med en stilfærdig, næsten genial Komik virker Hr. Schram som næsten stum Person. Det er mesterligt gjort, og Hr. Schram rager op over alle andre i Komedien, legemligt og aandeligt. Et Fotografi burde forevige ham i denne Rolle.

Hr. Jerndorff er selvfølgeligt for gammel til den unge Leander. Derimod var Hr. Mantzius tidligere for ung til Jeronimus. Nu besidder han Avtoritet under en fortræffelig Oldingemaske, skønt han maaske snarere giver den lystne end den hyklerske og pengebegærlige Olding. Der mangler en Smule Komik — Smældet paa Pisken. Men Spillet er alvorligt og kommer indvendig fra. Vil man have Modsætningen, saa betragte man Fru Phisters Magdelone: megen Soliditet, men lutter Udvendighed, den gamle Frue jager efter Effekt, 140som gjaldt det endnu for hende at erhværve sig en solbeskinnet Plads.

Iscenesættelse og Udstyr forslog ikke i Pernilles korte Frøkenstand.