Brandes, Edvard Uddrag fra Holberg og hans Scene

Og dernæst bevirkede Hastigheden, at ikke en fornøden Ombesætning havde fundet Sted. I Stykket er Leonora og Pernille to lige gamle Jomfruer paa seksten Aar. Rollerne udføres af Fru Hennings og Fru Hilmer. Om den første kan man kun med Beundring sige, at hun endnu illuderer. Fru Hennings synes fin og sart som en purung, køn og brav lille Pige; hun spiller med en enkelt Undtagelse overordenligt stilfuldt den ubetydelige Rolle. Derimod synes Fru Hilmer langt ældre end Pernilles Aar, og man begaar en Uret mod denne Skuespillerinde ved at bevare hende i et Fag, som hun selv ønsker at forlade. Rollen burde gives enten til Fru Sinding, der fortræffeligt magter den, eller maaske til Fru Bloch, der vilde tage sig udmærket ud ved Siden af Fru Hennings — allerhelst skiftevis til dem begge. Fru Hilmer agerer nu for krampagtigt. Et Optrin ødelægges af begge Damer — Scenen mellem Pernille og Leonora, da de begge tror sig i anden 139Stand. Det er et af de faa følelsesfulde Optrin, som Holberg har skrevet. Fru Hennings og Fru Hilmer tager haardhændet paa de kønne Repliker og vil vække Latter ved overdrevent Foredrag. Sceneinstruktøren skulde ikke tillade sligt men Stedet fremskabe Optrinets rette Stemning.