Brandes, Edvard IV.

IV.

3dje December 1897.

Det er den tredje December, Holbergs Fødselsdag, og naar man vil være meget velvillig, kan man naturligvis indrømme, at det kgl. Teater den Dag fejrede den Digter, som det skylder sin Tilblivelse. Men man maa da være meget velvillig. Der gaves vel et Stykke af Holberg — dog intet nyt indstuderet Skuespil — og bagefter opførtes Nej. Holberg var uimodsigelig en Fjende af Vaudevillen, derom kan læses talrige Vidnesbyrd i hans Skrifter; altsaa havde det været mere passende, om man havde udelukket denne af intet Hensyn til Festen krævede Tilføjelse.

Hvorfor opførte man ikke Erasmus Montanus, om hvilket man nu har talt i mange Maaneder? Hvad er det dog for en mærkværdig Slaphed, der hviler over det kgl. Teaters Bestyrelse? Der arbejdes (?) uden Plan og uden Ledelse, som det bedst kan gaa, og saaledes at nogle enkelte 141Skuespillere sættes i første Plan, medens andre uden Grund skydes til Side. Hvad mon kan hindre en Opførelse af Erasmus Montanus, som altid burde kunne sættes op paa fjorten Dage? Hvis vore bedste Kræfter ikke kan Holbergs Komedier paa deres Fingre, hvad kan de saa? Og hvem vil man bilde ind, at der ikke samtidigt kan holdes Prøver paa en Opera og et Skuespil? Dagen er lang, hvis man vil bruge den. Imellem 10 og 6 kan der blive fire Timer til hver Prøve. Spørg en Smule efter paa andre Teatre, hvorledes dér maa arbejdes! Men det kgl. Teater er vist altfor fornemt og kongeligt.

Og saa fejrede man Holberg i al Tarvelighed og for tomme Bænke.

Det var forsaavidt urimeligt, som Pernilles korte Frøkenstand fremstilles med stor Dygtighed. Hr. Mantzius' Jeronimus er bleven bredere og kraftigere med Aarene, Hr. Olaf Poulsens Henrik ejer megen kunstnerisk Myndighed, og hvor er det ikke heldigt, at Fru Sindings Humør og Energi endelig er vundne for Pernille! Af Hensyn til hende maa det ganske bestemt forlanges — som mange Gange før — at Henrik mod Stykkets Slutning ved et stumt Spil meddeler Pernille den iværksatte Intrige. Hvorledes skulde denne Pernille, der saa bestemt modsatte sig Leonoras Giftermaal med den gamle Jeronimus, selv bekvemme sig til at ægte hans Posterioriteter? Hun, som har prædiket, 142at kun fattige Piger bør tage de gamle Ægteherrer, hvorfor skulde hun, som nu er en rig Frøken, søbe den Kaal, som hun nødte Leonora til at afslaa? Men derimod, hvis Henrik har fortalt hende Sammenhængen, saa er Sagen klar, saa handler hun i god Overensstemmelse med sig selv. Det vilde derfor klæde det kgl. Teater at gøre denne lille Forandring — for at fejre Holbergs sunde Fornuft.

Endnu kan bemærkes, at Hr. Poul Nielsen ikke uden Held søgte at bevare Traditionen fra Schrams vidunderlige Radelzier.