Brandes, Edvard De Usynlige.

De Usynlige.

11te Marts 1890.

Hr. Olaf Poulsen modtog, da han var bleven antaget som Elev ved det kgl. Teater, Undervisning hos Phister i Holbergske Roller. Disse var ikke mange, Henrik i Maskarade, Henrik i Henrik og Pernille, Troels i Barselstuen, men andre af de Phisterske Henrik- eller Arvroller havde Poulsen Lejlighed til at iagttage paa nært Hold, da han fra sin Debut i 1867 til Phisters Afgang i 1873 optraadte ved hans Side i de Holbergske Stykker. Phister havde igennem sin Undervisning saaledes paatrykt den ganske unge Skuespiller sin Opfattelse og Foredragsmaade, at Poulsen ikke længer saa' Rollen i sig selv, men ene i den Phisterske Form. Han var i Stand til ganske nøje at reproducere Phisters Fremstilling.

Undervisningen havde forberedt ham dertil. Poulsen kom til sin Time, og Læreren opfordrede ham til at sige den eller den Replik. Naar han 146 var færdig, ytrede Phister med en nedslaaende Hovedrysten: »Den Replik kan siges paa hundrede forskellige Maader, selvfølgelig — kun ikke paa den Maade, hvorpaa du siger den; nu skal du høre, hvordan jeg plejer at sige den.« Det hjalp lidet, om Poulsen forsøgte en ny Maade; alt, hvad han kunde hitte paa — og hans Opfindsomhed var maaske heller ikke synderlig bevendt paa den Tid — slog ikke an hos den gamle Kunstner, der ufravigelig endte i den Maade, hvorpaa han»plejede at sige den«. Saa opgav Poulsen efterhaanden al yderligere Modstand og føjede sig efter en Fordring, som opstod meget naturligt hos Phister. Fra 1835 til 1870 havde han hersket næsten uindskrænket over de Holbergske Roller, til hvilke han endelig ved Slutningen af sit Regimente fandt en fuldtværdig Arving. Phisters ikke ringeste Fortjeneste af Holberg havde været den, at han strængt og pietetsfuldt havde holdt over Holbergs Tekst og ikke tilladt de tidligere hyppige Tilføjelser og ret upassende Narrestreger, hvormed Komikerne forbedrede Holberg. Han havde selv med stor Omhu studeret sin Lærer Lindgreen og paastod for Eksempel saaledes, at hans Jeppe paa Bjærget kun var en i alle Enkeltheder nøjagtig Kopi af Lindgreens forvandlede Bonde. Hvad Under, om hans egen Spillemaade langsomt fastsloges for ham selv som den ene rette, ene Holbergske, ubrødeligt overleverede, imod hvilken ethvert andet 147 Foredrag skurrede som falske Toner! Den gode Overlevering var forsvunden fra næsten alle Holbergske Karakterroller undtagen dem, han spillede, endvidere fra adskillige Jeronimus'er og Magdeloner; selv havde han skabt en Pernille i sin Henriks Billede, og denne Henrik stod for ham fastslaaet i strænge Linjer, fra hvilke han aldrig veg. Han lærte da Poulsen sin egen meget udarbejdede, vittige og overlegne, men noget lidenskabsløse Spillemaade.

Poulsen var Manden for aldeles at tilegne sig den. Han var et blødt Voks i Phisters Hænder, og den unge Kunstner blev efterhaanden den ældre slaaende lig i Udvortes og Manerer, især i saadanne Roller, hvor han direkte arbejdede efter Phisters Mønster.

Der var virkelig Fare for, at Poulsen kunde sætte sin Personlighed til, naar hans Talent saaledes uniformeredes i Phisters Garderobe, og maaske var det heldigt for ham, at Phister 1873 trak sig tilbage fra Scenen og derved den umiddelbare Paavirkning ophørte. Hvad man kan lære i den bedste Skole, havde Olaf Poulsen tilegnet sig; at alene Personligheden, selv paa Scenen, hvor kun fremmed Tanke udtrykkes, giver Kunstværket Værd, viser Summen af hans Holbergfremstillinger.

Kortelig kan man sige: de Roller, som Poulsen har lært af Phister eller set Phister spille, er i strængeste Forstand mislykkede for ham; de 148 Roller derimod, hvor hans Fantasi kunde bevæge sig frit inden for den overleverede Form, er Kunstværker af høj Rang, ja saa god Skuespilkunst, som vor Scene overhovedet i en Aarrække har opvist.

Den første Klasse omfatter Jacob i Erasmus Montanus, Henrik'erne i Maskarade, Henrik og Pernille, Det lykkelige Skibbrud, Pernilles korte Frøkenstandog Den politiske Kandestøber, Troels i Barselstuen, Arv i Henrik og Pernille.

Alle disse Roller har Poulsen indstuderet eller spillet inden 1873, altsaa inden Phisters Afgang fra Teatret. Naturligvis skal det forstaas med Forbehold, naar disse Roller kaldes mislykkede for Olaf Poulsen. De maatte vel betegnes som lykkede for enhver anden end ham. Han har vakt det store Publikums Beundring og mange Gange moret baade grove og fine Folk, for Eksempel som Kandestøberdrengen ved sin udmærkede Oplæsning i sidste Akt, og alle disse Fremstillinger præges af det overordentlige Talent, hvormed Poulsen studerer Holberg efter Phistersk Mønster og udarbejder den enkelte Replik i de rigeste Afskygninger. Derimod spørger han mindre om Figurens samlede Karakteristik. Tag saaledes Henrik i Maskarade! Hvor ypperligt end Phisters forslagne Lakaj agerede sin Komedie, hvor mesterligt hver Replik var gennemtænkt, saa fik han dog aldrig nogen solid Følelse i Henriks Klage over Tjenerens fortrykte 149 Stilling: »Vi fødes udi Armod« o. s. v. Og Poulsen spiller derfor Rollen uden Stærkbetoning af denne den menneskeligste Replik hos Henrik. Der kommer ingen Baggrund for Vittighederne, ingen Sjæl i den hele Figur, og Henrik bliver hul, udvortes, maskeagtig. Ligesom Poulsen ikke har kunnet frigøre sig for den Phisterske Indflydelse her, saaledes fandt han overhovedet ikke Mod til at komme udenfor den Lakaj-Henrik og Scapin-Henrik, der af Phister var tænkt alene som Intrigant. Poulsen kunde anlagt sit Spil bredere og voldsommere, især da han havde sin Nød med det rent forstandskloge Vid og med Elegancen. Men han blev inden for de afstukne Grænser. Derfor formedes Henrik i Henrik og Pernille alt for artig og balletagtig, og baade Jacob i Erasmus Montanus og Arv i Jean de France boltrede sig ikke med oprindelig Bondskhed. Man kan maale Phisters Indflydelse gennem Henrik i Pernilles korte Frøkenstand. Phister var morsom i Henriks Forklædning som den katolske Pater; han havde let ved at forvende sin Røst, og han skabte uden Maske en pudsig og salvelsesfuld Munk; Poulsen vovede end ikke at tage Figuren op til selvstændig Behandling, forsøgte kun en Kopi af det store Forbillede, og da Poulsen ingenlunde besidder Phisters fantasirige Forvandlingstalent, gled Figuren ham ud af Hænderne.

150

Den anden Klasse af Roller omfatter: Harlequin i De Usynlige (1877), Den pantsatte Bondedreng (1880), Henrik i Abracadabra (1882), Chilian i Ulysses v. Ithacia (1884) og Jesper Oldfux i Jacob v. Tyboe (1889).

For Nøjagtigheds Skyld skal dog bemærkes, at Poulsen spillede den sidste Rolle tre Gange i 1877 sammen med Kr. Mantzius som Tyboe, men han havde den Gang endnu ikke faaet Magt til at nyskabe Snyltegæsten.

Disse fem Roller besidder et rigt kunstnerisk Indhold, og man følger bestandigt med Nydelse Poulsens Fremstilling, der straaler af Liv og Lys. Lige interessante er de imidlertid ikke. Den pantsatte Bondedreng staar lavest i Menneskelighed, maatte staa saaledes, fordi Holberg efter Poulsens Opfattelse nøjedes med en næsten idiotisk Figur. Pernille regner ikke Drengen højere end et umælende Bæst, og naar han et enkelt Sted i sidste Akt viser sig forstandigere, kunde dette bero paa en Skødesløshed hos Holberg, der satte sig ud over Logikens Fordringer. Fra denne Bondedreng strøg Poulsen alt det forlorne og rent akademiske bort og gav trøstigt la bête humaine, Dyret i Mennesket, idet han samtidigt forstod ved et let Minespil, blot et Blink i Øjet, at antyde en skalkagtig Snuhed hos Fyren og derved hæve ham en Smule op over det abnorme. Drengen blev som et grovt, 151 saare grovt Udkast i Ler til Jeppe paa Bjærgets Bronce-Statue. Som bekendt har Olaf Poulsen vægret sig ved at spille Jeppe, imedens Phister levede; han følte sig bestandig under Mesterens Paavirkning. Hvis han en Gang faar det rette Mod, da bør han utvivlsomt tage sit Udgangspunkt fra sit eget selvstændige Arbejde i Den pantsatte Bondedreng.

Selv i dette Stykke kunde man spore Olaf Poulsens Lyst og Ævne til at rive Masken af de Holbergske Figurer. Han vilde gøre dem til Mennesker, underlægge dem, om ikke et Følelsesliv, saa dog et Driftsliv, der forklarede deres Handlinger. Han viste som Henrik i Abracadabra, der kunde synes saa tom en Intrigant, den unge Mands voldsomme Trang til stærkt Liv, til at more sig, spille, drikke, svire. Phister nøjedes som Henrik med dennes Glæde over sin Klogskab under Intrigerne og Forklædningerne, medens Poulsen tog disse som Maal for Tjenerens frodige Livslyst. Han fik et lignende Karaktertræk frem hos Jesper Oldfux; Phister, der iøvrigt her var ypperlig, nærmede Skikkelsen til Scapin og sin egen helt ud intrigante Oldfux i Den Stundesløse: han var alert, smidig, næsten gratiøs, skønt halvgammel. Poulsens Jesper er derimod en gammel snurrig Snegl, en reduceret Halvstakkel, der ved sit gode Humør og sin snilde Daarskab slaar sig gennem Verden. Han elsker Livet for grove Goders 152 Skyld uden Tyboes Praleri og Fejghed eller Stygotius' fjottede Pedanteri og repræsenterer ligesom Chilian en Sancho Pansas sunde Livsdygtighed overfor en Ulysses' Don Quichotiske Romantik. Men ingensteds er det lykkedes Poulsen bedre at skabe et lyslevende Menneske ud af den Holbergske Tjenerskikkelse end i De Usynlige. Opgaven var tilsyneladende allervanskeligst, fordi Holberg her havde laant endog Maskekomediens Harlekin og mod sin Sædvane henlagt Handlingen til en fjærn romantisk Stad, der, skønt Peblingesøen nævnes, ikke skulde være den ramme Virkeligheds København.

De Usynlige var, indtil Stykket optoges i 1877 for Poulsens Skyld, i alt opført 26 Gange paa det kgl. Teater. Man vil af dette Tal kunne slutte, hvor krank dets Scenelykke havde været. Fra 1750 den 23. September, hvor det spilledes første Gang, og Aarhundredet ud gik det i alt 7 Gange, skønt de betydeligste Skuespillere medvirkede deri. Med en Rollebesætning, hvor Rose var Leander, Londemann Harlequin, Jfr. Thielo Leanders Usynlige, opførtes det fem Gange fra 1750 til 1755, og med en Rollebesætning, hvor Preisler var Leander, Knudsen Harlequin, Jfr. Astrup Leanders Usynlige og Madam Gielstrup Columbine, gik det to Gange i 1789. Folk, der blot er lidt hjemme i vor 153 Teaterhistories Navne, vil se af Rollefortegnelsen, at man begegnede Stykket med megen Ære: Rose var Teatrets første Elsker, en Skuespiller med en sjælden Anstand og Elegance og især i Komedien naturlig og ildfuld, Preisler besad det gode Selskabs lette Tone og var i sine bedste Aar en fin og smuk Lystspilelsker; som Herren saa Tjeneren: Londemann var den glimrende Henrik, som genfødte den Holbergske Komedie sammen med Clementin, og Knudsen var en fantastisk uregelmæssig Skuespiller, for hvem enkelte Lakajroller, saaledes Oldfux i Den Stundesløse, lykkedes udmærket; endelig bør man bemærke, at Leanders Usynlige begge Gange spilledes af Theatrets største Skønhed, den fortryllende Jomfru Thielo og den majestætiske Jomfru Astrup. Alligevel paa en Tid, hvor Holbergs Skuespil holdtes stadig paa Repertoiret, var der aldrig Fremgang for De Usynlige. Var det Aktørernes Skyld? Holberg selv paastaar dette netop for De Usynliges Vedkommende, hvis Opløsning efter hans Ytring ingen Virkning havde, fordi »Aktionen ikke blev vel udført af nye og uexercerede Acteurs«.

Vist er det, at Stykket var kommet i Miskredit. I dette Aarhundrede optoges det vel atter paa Repertoiret i 1818, hvor Lindgreen var Harlequin, men henlagdes straks igen efter kun to Forestillinger. Man skulde synes, at Harlequin maatte have fristet Phister; efter han eget Sigende kunde 154 han imidlertid ikke faa Hold paa Figuren, ikke sammenrime Harlequins Dumhed med hans Adræthed. Han spillede kun Rollen et Par Gange ved Sommerforestillinger i 1842 og 46, hvor Brudstykker af Stykket opførtes, og Harlequins Usynlige aldeles ikke fremtraadte. Og saa laa Stykket igen paa sine Gerninger, indtil Høedt i 1856 faldt paa at spille Harlequins Rolle og fik Michael Wiehe til at paatage sig Leander.

Om denne sidste er der i denne Rolle, som næsten overalt, kun én Overlevering, gaaende ud paa hans uindskrænkede Vidunderlighed. For dem, som har set Wiehe, vil det være klart, at han formaaede at tænde Flammer i Leanders lidt stive Ord. Rollens sære Romantik — Forelskelsen i den usynlige Skønhed — laa ganske fortrinlig for Wiehes paradoksale Erotik: han syntes altid at knæle for en urørlig Madonna, hvem man kun paa Afstand nærmede sig beundrende som en Troende Gudinden. Han fandt med Glæde i Holbergs kantede Stil en Form for det Tilbageholdne og Melankolsk-forlegne, det Ildfuldt-sky, der laa i hans Væsen. Han lagde glødende Lidenskab i Leanders Repliker, hvor den unge Dame vil friste ham til Utroskab, og hvor han udbryder: »Intet uden Døden skal skille mig fra den Usynlige«, hvilket almindelige Elskere, Hr. Jerndorff for Eksempel, nu til Dags omsætter omtrent i denne Følelse: »De

        

155 maa meget have mig undskyldt, kære Frue, men i Morgen er jeg inviteret til Sørensens.«

Høedt havde da valgt rigtigt for Wiehe. Mon ogsaa for sig selv? Vi har ingen autentisk Beretning om hans Spil. Det forlyder, at hans Harlequin ikke virkede umiddelbart komisk, var alt for tør, og det er troligt nok, at det Pjerrotagtige hos denne Harlequin ikke laa for Høedts aarvaagne Intelligens. Til Gengæld skal han have sagt hver enkelt Replik med den vittigste Skarphed. Ham skyldes Melodien til Harlequins Serenade og dermed Behandlingen af dette Pragtnummer. Da Stykket i 1877 skulde opføres, vidste ingen, til hvad Melodi den mærkelige Tekst skulde synges; igennem Hr. Carl Price fik man da Høedts Komposition.

I 1857 forlod Høedt Teatret, og atter gik De Usynlige efter 17 Opførelser ud af Sagaen. Det laa saa i tyve Aar, indtil Olaf Poulsen trak det frem af Arkivet. Han vilde gaa paa egen Haand, frigøre sig for den strænge Skole, vise, at han kunde komponere en Holbergsk Figur uden Vejledning, uden anden Tradition end den Stilfuldhed, som Phister havde indpodet ham.

Forsøget lykkedes over al Forventning, han skabte et fortrinligt Værk, ja han formaade endog at holde Stykket paa Repertoiret igennem de følgende Sæsoner saaledes at det tidligere lave Opførelsesantal, denne Sæson medregnet, stiger 156 med over 50 Gange. Sandt at sige, har Tilstrømningen ikke været stor, naar det opførtes; det kgl. Teaters Publikum elsker ikke Holberg, Teaterbestyrelsen ynder at anbringe Stykket paa rød Plakat og har desuden besat de fleste Roller yderst mangelfuldt. Men en lille Skare Trofaste plejer dog at samle sig om Olaf Poulsen, naar han tager Harlequinsdragten paa og svipper med smaa Trin ind paa Scenen.

Poulsen har beholdt den traditionelle Harlekinsdragt og bærer Briksen ved Siden. Sin Maske skaber han ved en Forandring af sit bevægelige Ansigt. Han skyder Overlæben ud over Underlæben, hvad der giver Ansigset et noget taabeligt Udtryk, han paasætter sig en smægtende Knebelsbart, der falder dumt ned over Mundvigerne, og endelig tegner han sig et Par skraa Øjenbryn, der forsyner hans opvakte Ansigt og fiffige Øjne med den fornødne Naragtighed. Der kan over denne Harlequin komme noget Affektert, sødladent Hyrdeagtigt, hvilket paa det snurrigste staar imod hans grove Ord, men som udmærket fremhæver, hvad Skuespilleren har villet med Figuren.

Hans Harlequin er Parodi paa al romantisk og platonisk Kærlighed. Leander kan elske den formummede Skønhed, skønt han aldrig har set hende, thi hans Følelse gaar ikke ad den slagne 157 Vej og »finder ingen Sødhed udi det, som man uden Møje kan komme til.« Hans Sans trænger til den Nervepirring, som den maskerede Dame bereder ham, og Holberg, der i dette Stykke viser mere erotisk Fremstillingsævne end noget andet Sted, giver ham Ret. Dog Harlequin har ogsaa Ret ud fra sin Natur, særlig i den første Scene, hvor han med saa megen Logik beviser sin Herre det Urimelige i hans Adfærd. For ham er denne Maskerade som at grave i Møddingen efter en Perle i Stedet for at tage den, der ligger paa Bordet, og Leanders Elskov er at forliebe sig udi en Hueblok; thi Harlequin vandrer trods Narredragten i en glad Epikuræisme: for ham er Livet Mad og Vin og Columbines friske Læber.

Derfor gør Poulsen straks Harlequin dum, næsten fjottet i Forbavselsen overfor Leander. Han, hvem Leander senere kalder »enfoldig og dum som et umælende Kreatur«, forstaar dog saa meget, at Herren maa være enten syg eller forliebt. Han spørger først med stor Deltagelse, om Leander har været syg, og straks efter med taabelig Skælmskhed — thi Harlequin skifter bestandigt Udtryk ligesom Position med Fødderne — om han da har været forliebt. Saa erfarer han, at Leander ikke véd, hvordan hans Elskede ser ud. Harlequin er ganske dum i sin Forbavselse herover, han regner naivt efter paa sine Fingre: »I frier ikke selv, I frier ikke ved Kommissionær

        

158 o. s. v.« Han sammenligner hermed plumpt: »Jeg saaler aldrig mine Hoser, jeg lader dem ej heller saale o. s. v.« Han bruger den grove Lignelse uden Drilleri, fordi den ligger ham nær.

Og idet Harlequins Forbavselse stiger, vokser hans Overlegenhed overfor Leander. Han faar høje Ideer om sig selv overfor sin Herre, som da han taler med fornemme Lader om, at Leander maaske har ladet Damen »besigtige« af andre. Man skal høre Poulsen sige et saadant Ord. Harlequin føler sig som Ambassadør i dette Øjeblik. Han forhører Leander (»Har Herren da ej heller set hendes Kaaberstykke?«) og han er paa sit højeste, da Leander bebrejder ham hans grove Lignelser. »Hvor grove de end er, saa er de dog grundige«, siger Harlequin, afvisende Leander med en brøsig Fornemhed. Nu er hans Herre rent ud Idiot, synes han, han lytter derfor uden mindste Hjærtegrebethed til Fortællingen, skønt Harlequins-Vimsheden kommer op i ham, da han beder Leander berette Historien.

Denne keder og ærgrer ham. Hvorledes? Man sætter et Menneske i en Fløjelslænestol foran herlig Mad og Drikke, og ved Siden af et dejligt Kvindemenneske, og han tager ikke for sig af Retterne! Han er jo ikke værd at ligne ved en Østers, raaber Harlequin, der udmærket forstaar en sund Livsglæde med »Mad, Vin og smukke Piger.« Han bliver rasende paa Leander, 159 og da denne beder ham holde sin Mund, kaster han sig tilbage yderligere fornærmet, idet han skifter Stilling. Hovedet paa skraa, Hoften vrikkende og Ansigtet helt bortvendt fra Leander, indtil denne atter irriterer hans sunde Sans. Saaledes forbliver han i hele denne Scene den kloge og praktiske Mand overfor den latterligt forelskede Leander.

Han skifter noget om i næste Scene, hvor den Usynlige i hans Nærværelse taler med Leander, og i den udmærkede Monolog, der følger derefter, kommer hans Betænkeligheder frem. Han repeterer efter Damen: »De Frugter, som ligger paa Marken (hvorved Harlequin øjensynlig forstaar noget højst ildelugtende) smager ikke halvt saa vel som de, man med Besvær plukker af Træet.« Hans Ræsonnement er dette, at disse Folk vil gaa langt gladere til Brudesengen end han og Columbine. Det er derfor næsten med en Triumfatormine, at han begynder Monologen: »Hun har Ret« — han har forstaaet det Hele: de Folk rister deres Steg over en sagte Ild, for at den kan smage des bedre. Der er gaaet et Lys op for ham, og han irriteres højligt mod Columbine, som straks hoppede (han viser det med Harlekinstrittet), da han lokkede. »Den Tøjte var altfor hastig,« raaber han rasende. »Jeg elsker hende, det er sandt,« vrisser han som en højst plaget Mand, men med stor Fiffighed fastslaar

        

160 han sin Kærligheds Slyngelagtighed, fordi han ikke vilde hænge sig, om Columbine døde. Poulsen bruger hvert Ord i denne Monolog til komiske Nuancer: man mærker, hvordan det arbejder i Harlequins ophedede Hjærne, naar han lægger en uhyre Vægt paa Ordene »uden det« i Repliken: »Men hvad kan være Aarsag til saadan lunken Elskov uden det, at jeg ingen Umage har haft med at vinde den.« Harlequin tænker sig om og standser nøje overvejende med demonstrerende Pegefinger, inden han finder det matematiske Bevis. Saadanne Smaating kan gøre Figuren saa utrolig levende; man har ikke den slemme Fornemmelse af en udenad lært Replik.

Saa kommer Columbine ind, og Harlequin afviser hende. Poulsen lader Harlequin trippe frem og tilbage, alt som Replikerne fordrer. løvrigt er nu Harlequin højt paa Straa og fuld af Foragt mod den arme Pige. Det kniber sikkert med Logiken, men Meningen er god nok. Man tage saaledes Repliken:

»Vil du endelig have fuldkommen ren Forklaring, da udtolker jeg Ordene saaledes: De Ord, vi skønner ikke paa Foraar, uden vi først har Vinter, betyder, paa godt og oprigtigt Dansk, at du est en Carnali.«

Igennem en saadan Replik kan man skimte en anden Harlequin end den, Poulsen giver: en virkelig overlegen, satirisk og elegant Lakaj, der 161 som Henrik i Henrik og Pernille vil more sig paa fornemme Herrers Vis. En saadan Harlequin vilde sige denne Replik som en Vittighed, der var Knægten bevidst. Ikke saa med Poulsen: hans Harlequin standser ved Ordet »betyder« og søger efter sin Forklaring, indtil han endelig efter forgæves Overvejelse bryder overtvært og skælder Columbine ud efter sin Hjærtens Mening. Han bliver i denne Scene gladere og gladere, alt som han bliver af med den kedsommelige Nutid og tænker forhaabningsfuld paa den overraskende Fremtid. Tilslut gør han Harlekinshoppet (med samlede Ben) for Columbine, kysser paa Fingeren og løber dansende og straalende sin Vej.

Naar Tæppet gaar op for anden Akt, ser man Harlequin staa i en smægtende Stilling henne ved det Springvand, der danner Dekorationens Midtpunkt paa det kgl. Teater. Han kommer frem i forventningsfuld Bæven og møder da Magdelone som sin Usynlige. Poulsens Kunst viser os den Fart, det øjeblikkeligt tager med Harlequins Elskov: han ser ikke den formummede Dame, førend en Kærlighed af en ganske uplatonisk Art betager ham. Dog i den første Scene dyr han sig endnu; han har de latterligste Manerer, laante fra en nu afdød Skuespiller, for at antyde sin Smægten, naar han for Eksempel støtter Kinden med sin Haand og skotter jomfrunalsk til den Elskede. Men han slaar hvert Øjeblik over 162 fra den tragiske Tone til den plumpeste Hverdagssnak: Holberg har jo i dette Stykke parodieret Tragedien ganske i samme Stil som Wessel halvhundred Aar senere i Kærlighed uden Strømper. Naar den Usynlige ønsker, at det stod i hendes Magt at trøste ham, og Harlequin svarer: »vist staar det i hendes Magt«, saa er Poulsens Tone ganske ugalant formanende; men et Øjebilk efter stiger Harlequin til »rosenrøde Læber« og falder atter til: »Giv dig tilfreds, min Snut, det skal blive godt!« Poulsen taler her med den bredeste borgerlige Gemytlighed, hvorfra den spanske Elskov ganske er forsvunden, indtil han paa ny maa svinge sig op til en Trusel om at dræbe sig for Damens Fødder. Da hun er borte, viser han sig i den følgende Monolog svimmel af Henrykkelse og danser ud med forliebte Pas. Nu ligner han præcist en Hankat.

Han kommer tilbage til Aktens Slutningsscene, den berømte Serenade. Her er ikke meget andet at sige end: gak hen at beundre Poulsens Humør i denne Scene! Han lærte sig at spille Violin for denne Rolles Skyld; han vilde udføre sin Serenade uden fremmed Hjælp paa den ene G-stræng. Melodien ligner en Smule carneval de Venise, og Poulsen gør de snurrigste Overgange med Røst og Strængeleg. Da Harlequin er kommen til Verset:

163

Det Harlequin han ønsker,
af Hjærtens Grund udpønsker,

tager Poulsen det sidste mindeværdige Ord med en høj Tone, som han famlende udleder sig paa Violinen: udpønsker dirrer i Luften udpint musikalsk som sprogligt for at hjælpe paa den manglende Inspiration. Holbergs store Lystighed i denne Komedie gribes med Begær af Poulsen, der heller ikke trykkes af Respekt for tragiske og romantiske Fagter. Han gør med Vid, Tone og Gestus Nar ad gammel og moderne Hyrdestil. Da den Usynlige nægter Harlequin »at trine op til hende«, bliver han ganske vild af Fortvivlelse, klamrer sig til Pillen, der bærer Altanen, og forsøger forgæves en Klatring, der minder om Kainz' Ivrighed i Romeo og Julie foran Julies Balkon. Olaf Poulsen forudanede den tyske Kunstners stærke Betagethed. Ingen, der ser denne Harlequins Aandeløshed, naar han svinger rundt om Stolpen, saa Hatten falder af ham, kan tvivle om denne Elskovs Uforfalskethed. Da Magdelone er urokkelig, læner han sig mat og slap til Døren, og Tæppet gaar ned over hans Sønderknusthed.

Han sidder endnu ganske slagen ved tredje Akts Begyndelse paa en Bænk og grunder. Han forsøger en tragisk Paakaldelse af Træer, Urter og Grønsager, indtil hans Usynlige triner ind. Harlequin har nogle faa Repliker med hende, og det ender 164 med, at hun viser ham den »Faveur«, at lade ham se Enden af hendes lille Finger. Dette har Poulsen ordnet saaledes, at Fru Phister viser ham sin Fingerspids gennem en meget hullet Handske. Harlequin slaar ned paa denne Haand, kysser Fingeren og svinger dansende og kyssende rundt om den Usynlige, indtil hun farer ud af Scenen, fulgt af ham i Valsetrin. Og ind styrter han som et Lyn, han kan ikke længer staa rolig, Benene dirrer under ham, han er alt for vild af Forventning efter de himmelske Glæder, som han nu skimter. Han hører knap, hvad hans Herre fortæller, men han noterer sig omhyggeligt, hvorledes denne vil dræbe sig overfor sin Usynlige. Man forstaar af Harlequins Mine, at dette Middel vil ogsaa han bruge. løvrigt er han vis paa Sejren; da Leander ønsker ham et glædeligt Udfald, takker han sin Herre med en uforskammet Overlegenhed. Efter at have set Dejligheden hos Leanders Usynlige, er han opsat paa ogsaa at skue sin Sol. I det følgende Møde med hende jager han derfor Replikerne afsted. Han styrter sig paa Knæ, trækker sin Dolk, sliber den paa Gulvet, og idet han raaber: Adieu Morderinde! lader han sig falde ned forover, saa han stikker sig i Haanden — hvorover han jamrer sig stærkt, indtil han tager fat igen og svinger sit Glavind adskillige Gange, før den Usynlige standser ham og lover at opfylde hans Bøn.

        

165 Harlequin bliver liggende paa Gulvet og avancerer paa Knæerne ind imod hende, som han omfavner i denne Stilling, medens han udskriger sine sidste Ord, halvgal af Hidsighed. Poulsen spiller dette med det voldsomste og gratiøseste Lune: det Vovede glemmes ganske over det Latterlige. Og med det mest forfløjne Humør fører saa Poulsen Harlequin til det endelige Nederlag, de slemme Betingelser for Ægteskabet med Columbine. Hans Styrke svækkes ikke et Minut i de burleske Repliker, der ender Stykket.

I Enkeltheder at betegne Tonefald og Scenespil er ikke muligt. Og hvad giver alle Ord? Ikke den uforlignelige Friskhed, hvormed Poulsen boltrer sig i denne Rolle. Masken er gledet fra Harlequin, han er det grove og sunde Menneske, der kun forstaar Elskov paa én Manér, og samtidigt staar han ved Skuespillerens stilfulde Kunst for os som en Genfødning fra de gamle Maskekomedier. Denne Rolle er en udmærket Skuespillers Værk, skabt af den gode Kærlighed til Holberg, moderne i sin Aand, fordi Poulsen ikke glemmer det Menneskelige, ikke karikerer det Maskeagtige og med Held under Publikums Latter efterviser Harlequins Udvikling igennem Skuespillets tre Akter.

Det kgl. Teater har spillet De Usynlige nogle Gange i Sæsonen for tomt Hus. Maaske er Publikum ikke forstandigt nok og vurderer ikke 166 Poulsens Kunst tilstrækkeligt. Men fortjente ikke denne Perle en bedre Indfatning? Man lærer af Hans Tegners Illustrationer, hvorledes Stykket i det Ydre skulde sættes i Scene. Dog vigtigere er selve Udførelsen, som nu med én Undtagelse forfejles. Fru Phister bør maaske beholde sin Rolle, saa længe hun evner det. Men iøvrigt kræver Stykket lutter nye Kræfter. Hr. Jerndorff besad allerede for 13 Aar siden ikke Romantik nok til Leander; nu er han decideret for gammel og Hr. Zangenberg hans naturlige Afløser. Til Leanders Usynlige fordrer Traditionen Teatrets største Skønhed — altsaa er vel Fru Emma Nielsen selvskreven. Fru Hilmer magter ikke Columbines glade Koketteri; ligesom Fru Oda Nielsen burde havt Marthes Rolle i Jean de France, saaledes vilde hun bedst anskueliggøre en munter og stilfuld Columbine. Endelig bør Hr. Foss sættes fra Bestillingen som den Usynliges Broder, der maa tilfalde en af Teatrets yngre Kunstnere, Hr. Mantzius eller Hr. Lindstrøm.

Hvis Rollerne ombesættes, kan Teatret præsentere et Holbergsk Skuespil i en mønsterværdig Fremstilling.