↩ Undervisningen havde forberedt ham dertil. Poulsen kom til sin Time, og Læreren opfordrede ham til at sige den eller den Replik. Naar han 146var færdig, ytrede Phister med en nedslaaende Hovedrysten: »Den Replik kan siges paa hundrede forskellige Maader, selvfølgelig — kun ikke paa den Maade, hvorpaa du siger den; nu skal du høre, hvordan jeg plejer at sige den.« Det hjalp lidet, om Poulsen forsøgte en ny Maade; alt, hvad han kunde hitte paa — og hans Opfindsomhed var maaske heller ikke synderlig bevendt paa den Tid — slog ikke an hos den gamle Kunstner, der ufravigelig endte i den Maade, hvorpaa han»plejede at sige den«. Saa opgav Poulsen efterhaanden al yderligere Modstand og føjede sig efter en Fordring, som opstod meget naturligt hos Phister. Fra 1835 til 1870 havde han hersket næsten uindskrænket over de Holbergske Roller, til hvilke han endelig ved Slutningen af sit Regimente fandt en fuldtværdig Arving. Phisters ikke ringeste Fortjeneste af Holberg havde været den, at han strængt og pietetsfuldt havde holdt over Holbergs Tekst og ikke tilladt de tidligere hyppige Tilføjelser og ret upassende Narrestreger, hvormed Komikerne forbedrede Holberg. Han havde selv med stor Omhu studeret sin Lærer Lindgreen og paastod for Eksempel saaledes, at hans Jeppe paa Bjærget kun var en i alle Enkeltheder nøjagtig Kopi af Lindgreens forvandlede Bonde. Hvad Under, om hans egen Spillemaade langsomt fastsloges for ham selv som den ene rette, ene Holbergske, ubrødeligt overleverede, imod hvilken ethvert andet 147Foredrag skurrede som falske Toner! Den gode Overlevering var forsvunden fra næsten alle Holbergske Karakterroller undtagen dem, han spillede, endvidere fra adskillige Jeronimus'er og Magdeloner; selv havde han skabt en Pernille i sin Henriks Billede, og denne Henrik stod for ham fastslaaet i strænge Linjer, fra hvilke han aldrig veg. Han lærte da Poulsen sin egen meget udarbejdede, vittige og overlegne, men noget lidenskabsløse Spillemaade.