↩ tager Poulsen det sidste mindeværdige Ord med en høj Tone, som han famlende udleder sig paa Violinen: udpønsker dirrer i Luften udpint musikalsk som sprogligt for at hjælpe paa den manglende Inspiration. Holbergs store Lystighed i denne Komedie gribes med Begær af Poulsen, der heller ikke trykkes af Respekt for tragiske og romantiske Fagter. Han gør med Vid, Tone og Gestus Nar ad gammel og moderne Hyrdestil. Da den Usynlige nægter Harlequin »at trine op til hende«, bliver han ganske vild af Fortvivlelse, klamrer sig til Pillen, der bærer Altanen, og forsøger forgæves en Klatring, der minder om Kainz' Ivrighed i Romeo og Julie foran Julies Balkon. Olaf Poulsen forudanede den tyske Kunstners stærke Betagethed. Ingen, der ser denne Harlequins Aandeløshed, naar han svinger rundt om Stolpen, saa Hatten falder af ham, kan tvivle om denne Elskovs Uforfalskethed. Da Magdelone er urokkelig, læner han sig mat og slap til Døren, og Tæppet gaar ned over hans Sønderknusthed.