Brandes, Edvard Den forvandlede Brudgom. Abracadabra.

Den forvandlede Brudgom. Abracadabra.

IIte Oktober 1891.

De to Holbergske Skuespil opførtes efter nogen Tids Hvile for delvis velbesat Hus.

Som Helhed taget gaar Den forvandlede Brudgom raskest over Scenen, der vel bedre taaler en Komedie uden Mandfolk end et kvindeløst Stykke. Her tales i samme Scherzotone af alle de Agerende. Fru Phister er snart en hel Mærkværdighed, naar hun agerer, hopper og danser. Rigtignok forvansker hun Rollen, forsaavidt Terentia skal være lidt over 50 Aar, medens Skuespillerinden er paa den fejle Side af de 70; men man vilde maaske ikke saa let bevæge en Dame i Rollens Alder til at agere latterligt - gammel, og Fru Phister siger rapt og muntert de burleske Ord. I dette Stykke spiller Fru Sinding Pernille med en saa lystig Djærvhed, at man vistnok gør Uret ved ikke at anvende hende mere i Soubrettefaget. Og paa den anden 182Side er Fru Hilmer saa god som Kirsten Giftekniv, at hun fortjente at avancere fra Pernillerne til Magdelonerne snarest mulig. Endelig brillerer Fru Oda Nielsen som det forklædte Pigebarn ved den klare Stilfuldhed, hvormed hun siger sine Repliker, og den allerkæreste Maade, hvorpaa hun synger Slutningsvisen.

Hele Stykket spilles som sagt i samme Tempo og Rytme.

Ikke saaledes Abracadabra. Her findes en Anfører, der farer voldsomt frem og svinger Taktstokken, men uden at faa Kapellet til at følge sig.

Olaf Poulsen er Stykkets Begyndelse og Ende. Han spiller Lakajrollen i Prestissimotakt, ligesom en Række Virtuosvariationer over et Dansetema, med en forsoren og aandeløs Lystighed, der kulminerer i det mesterlige Forsvar, hvor Henrik bagbunden taler fra Gulvet.

Maaske kan man gøre den Indvending mod Fremstillingen i sin Helhed, at denne Henrik ikke er set som en særegen Person: Leander er forvænt og udsvævende, og Henrik følger, som Tjenere plejer, ganske sin Herres Eksempel — til Overflod beviser hans Udgifter til Damepræsenter dette. Var det ikke rimeligt, om Skuespilleren havde givet Fyren et mere fordærvet og medtaget Udseende og ikke ladet ham skinne som en nyslaaet Toskilling? Saa sirligt vilde næppe Henrik være paaklædt som han viser sig paa 183Teatret — iøvrigt i et Kostyme, der er ukorrekt og vist et halvt Aarhundrede yngre end Leanders. Endelig en Enkelthed. Naar Hr. Poulsen har havt det fortræffelige Indfald, at lade den døde Mand fra Aalborg tale Jysk — det gør saadant hyggeligt Indtryk, naar Spøgelset holder fast paa Dialekten — hvorfor benytter da Henrik ikke det samme Maal, da han selv agerer Genganger? Spøgelset, hvis Ord han refererer, og Gengangeren, der skræmmer Jeronimus, er jo netop samme Mand.

Men Herrerne følger ikke Tjeneren. Undertiden lykkes det for Hr. C. Price, undertiden for Hr. Rolling at finde sig tilrette i det anslaaede Tempo, men den sidste bliver ofte tilbage i en klagende Andante, og de øvrige Medspillende bevæger sig i det Højeste med Menuettakt.

Henrik i Abracadabra er en af de faa Holbergske Tjenerroller, som Hr. Olaf Poulsen har gennemarbejdet selvstændigt uden Phistersk Vejledning. Hans Kunst viser sig størst og sikrest i disse. Men var det ikke paa Tide, at han udvidede sit Holberg-Repertoire. Det er mange Aar siden, at Hr. Poulsen fik en ny Rolle i vor klassiske Komedie, og han staar netop nu i sin fulde Kraft, som han selv gærne anspændte til det Yderste.