Brandes, Edvard II. FREMSTILLERE.

II. FREMSTILLERE.

202
203

Henrich Wegner.

Som bekendt véd man saare lidet om det ældste Holbergske Teater, som aabnedes 1722 og ubarmhjærtigt nedsloges 1728. Man kan nogenledes rekonstruere Repertoiret, som omfatter alle de ypperste Holbergske Komedier, men om disse Skuespils Opførelse, den ydre og indre Fremstillingsform, savner vi næsten alle Oplysninger. Holberg har nedskrevet nogle faa Bemærkninger om sine egne Komediers Opførelser, men de angiver blot korteligt Stykkernes Modtagelse hos Publikum. Om Udførelsen meddeler han næsten intet; de fleste af Skuespillerne synes ikke at have interesseret ham det mindste, end ikke den Kunstner, hvis Navn har holdt sig ned til vore Dage og efter hvem ifølge en usikker Tradition Henrik-Rollerne er opkaldte. Overskou hævder vel denne Tradition, hvor han første Gang nævner Henrich Wegner, men anfører ingen Kilde, hvorfra den stammer, og den er i sig selv ikke sandsynlig.

204

Allerede i Holbergs første Stykke hedder Kandestøberdrengen Henrik, men dette er skrevet allerede inden Teatret i Grønnegade aabnedes. Man kan til Støtte for Traditionen anføre, at Holberg har ladet Tjeneren i Den Vægelsindede skifte Navn. Han hedder i den ældste Udgave Torben og faar først i Omarbejdelsen Navn af Henrik, men hertil kunde Grunden godt være den, at Holberg overhovedet langsomt indførte faste Navne for sin borgerlige Families Personer. I Den politiske Kandestøberfinder vi endnu ingen Jeronimus, Magdelone, Pernille, Leander eller Leonore (de hedder her respektive: Herman, Geske, Anneke, Engelke og Antonius). I den første Form af Holbergs anden Komedie Den Vægelsindede hedder Henrik som sagt Torben, og til Pernille, som i Bearbejdelsen har en ret stor Rolle, svarer her Pigen Øllegaard, der kun har en enkelt Replik. I tredje Komedie Jean de France træffer vi for første Gang Jeronimus og Magdelone, der iøvrigt ikke her er Mand og Kone, medens Tjeneren hedder Espen, Pigen Marthe og Elskerparret Antonius og Elsebet; her findes første Gang Navnet Arv. I fjerde Komedie Jeppe paa Bjærget findes intet af de traditionelle Navne og ligesaa lidt i den ældste fem Akts Udgave af Gert Westphaler fra 1723; derimod optræder baade Leonard, Leonore, Henrik og Pernille i den forkortede Gert Westphaler af 1731. I den næste Komedie, Den ellevte Juni, hedder vel den 205 forslagne Tjener Henrik, men skifter saa atter Navn i Barselstuen og bliver til Troels, medens Holberg ikke til nogen af de talrige Damevisitter har Brug for Navne som Magdelone, Leonore eller Pernille, og Jeronimus her er Ræsonnør, ikke Familiefader. Hvorfor skulde ikke Holberg her opkaldt Wegner, hvis han var Digterens Yndlingsskuespiller?

Man har ofte dvælet ved denne Holbergs sene Brug af faste Navne for at paavise, at Karaktererne skiftede, selv om Navnene var ens. Skavlan har især med Udførlighed forsvaret Holberg mod Anvendelsen af Maskefigurer.

Fast staar det i al Fald, at Henrik som fast Tjenernavn findes ikke i de 1722 og 1723 opførte Komedier, hvor dog Henrich Wegner spillede alle Tjenerrollerne. Det er da ganske usandsynligt, at Holberg skulde have vist ham saa stor Ære, som Traditionen beretter, og langt rimeligere, at Digteren valgte Henrik-Navnet, fordi han havde benyttet det i sit allerførste Skuespil. Da han fastslog de stabile Navne, var det jo ene for at lægge en strængere klassisk Ramme om sine lystige Stykker.

Dr. F. J. Meier har skrevet en Afhandling med Titel Henrich Wegner og hans Familie. Underligt nok blev kort forinden akkurat de samme nye Oplysninger, som hin Afhandling meddelte, Læseverdenen bekendt ved en Opsats om Henrich Wegner, som Hr. Arthur Aumont offentliggjorde. 206Her var ikke Tale om noget Laan: de to Herrer havde arbejdet ganske uafhængigt af hinanden; kun Skade, at den ene af dem ikke havde sparet sig Arbejdet.

Begge de to Forskere havde benyttet Rigsarkivets Samlinger, der nogenledes klarer Henrich Wegners Skæbne. Han hed egentlig Weigner og var Søn af en Postmester i Aarhus, maaske født i Jylland og rimeligvis 1701. Han kom straks til den danske Skueplads ved dens Aabning og var altsaa da 21 Aar gammel, efter at være bleven Student to Aar i Forvejen 20. Juli 1720. Han studerede Teologi, vel ikke mindst fordi dette Studium hurtigst kunde give Brød; Faderen havde nemlig i Gage 60 Daler om Aaret (omtrent 400 Kr.) og deraf skulde han ernære sig selv Kone og tre Børn foruden Sønnen Henrich, der for Studeringernes Skyld maatte bo i København. Intet Under om den unge Mand foretrak at tjene sit Brød som Skuespiller, saa snart der aabnedes ham Mulighed derfor.

Dr. Meier reducerer dog altfor hurtigt Henrich Wegners Optræden til et Forsøg paa »ikke at dø af Sult og Nød«. Han har utvivlsomt været et stort scenisk Talent. Det viser alene den Omstændighed, at han straks fik den store Henrik-Rolle i Den politiske Kandestøber tildelt, og at han hævdede sin Stilling i hele det Holbergske Repertoires vanskeligste og mest glimrende Roller. Han gik ikke fra Tjenerrollerne 207til de Holbergske Karakterroller, spillede ikke som andre Henrik-Skuespillere ogsaa Jeppe paa Bjærget eller Gert Westphaler, men holdt sig til det Fag, hvor hans Ungdom og gode Humør kunde benytte de lystige og kraftige Ord. Rimeligvis besad han en ikke ringe Teknik; thi hvor kunde ellers Holberg have tildelt ham Henrik i Maskarade med den Komedie indenfor Komedien, hvormed Olaf Poulsen nu har sit store Mas?

Dr. Meier gaar sikkert ud fra fejlagtige Betragtninger, naar han vil fastslaa, at »Henrich Wegners og hans Kammeraters sceniske Præstationer, i det mindste ikke i Begyndelsen af deres Virksomhed, vistnok ikke (!) har været af nogen synderlig glimrende Art.« Han fortsætter med følgende monstrøse Sætning:

»Hvad skulde man ogsaa kunne vente af et halvt Dusin fattige jyske Tyveaarsknøse, som aldrig havde set virkeligt Komediespil, som ingen ordentlig Instruktion eller kunstnerisk Uddannelse havde nydt, ingen Forbilleder havde havt at danne sig efter, som manglede baade tilstrækkelig Dannelse, Belæsthed, Modenhed, Erfaring, Menneskekundskab, Studium, Scenevanthed, kort alt, uden maaske netop Lyst og Interesse — og for en Enkelts, Ulsøes Vedkommende endog levende Interesse — for Skuespilkunsten, hvortil saa og for Fleres Vedkommende uden Tvivl kommer uomtvisteligt Anlæg eller Talent, der ved Flid, Øvelse og Studium kunde yde og vistnok ogsaa snart ydede noget respektabelt.«

Else Skolemesters Indflydelse har tydeligvis 208
ikke tabt sig endnu: Flid, Øvelse og Studium er ingen daarlig Treenighed. Man skal imidlertid ikke opholde sig ved, at Dr. Meier paa sit underlige Dansk undertiden kommer til at sige det Modsatte af, hvad han vil — Meningen maa jo være den at tilskrive Ulsøe den største Interesse, medens den netop berøves ham — heller ikke skal man dvæle ved, at Dr. Meier efter Sætningens Slutning at dømme kunde sparet sig hele Begyndelsen; men hvad Dr. Meier paastaar angaaende de Holbergske Skuespilleres kunstneriske Uddannelse, er sikkert ganske fejlagtigt. Tyveaarsknøse var de næppe alle; at de var fattige gjorde dem mindst ligesaa lidt Skade, som at de var jyske — hvad de forøvrigt heller ikke alle var: end ikke om Henrich Wegner véd vi, at han var jysk, og om en anden er det afgjort, at han var Nordmand. Vi kan desuden af deres senere Skæbne slutte, at det var dannede og veloplærte Mennesker, de fleste Studenter: Ramel blev Herredsfoged, Hald Provst, Ulsøe Byfoged, Wegner fik ogsaa Embede. Dannelse havde de mindst ligesaa meget af som de unge Mennesker, der gaar til Teatret nutildags, hvor Scenen heller ikke rekruteres fra de ældre Videnskabsmænds Klasse. Dr. Meier paastaar, at Holbergs Skuespillere intet virkeligt Komediespil havde set. Det kan han sige, at han ingenting véd om: faktisk er det, at der dengang i næsten et Aarhundrede havde opholdt sig fremmede 209Trupper i København og det af overvejende god Beskaffenhed og med et rigt og hyppigt udmærket Repertoire. Efter 1711 gæstedes København af den højt ansete Veltheimske Trup; italiensk Hofopera optraadte her ved Aaret 1716 og endelig spillede et fransk, godt gageret Selskab fra 1715 til 1721 Corneille, Racine, Molière, de italienske Farcer, som kendes fra Gherardi, og lignende.

Fra dette Selskab toges da ogsaa Instruktøren til det Holbergske Teater, Franskmanden René Magnon de Montaigu som hans fulde Navn lyder (efter Dr. Meiers Opgivelse); han tilhørte saaledes en fornem Familie. En gammel veløvet og duelig Skuespiller var han i hvert Fald ved Aaret 1722, da hans Ankomst her til Landet med en fransk Trup kan sættes allerede til 1685. Han var yndet her, og han havde ledet de indkaldte franske Skuespillerselskaber og selv spillet store Roller. I 1717 giftede han sig med en dansk Pige, der kunde saa meget Fransk, at hun optoges i den franske Trup, og som siden hen spillede Titelrollen i Den Vægelsindede til Holbergs store Behag. Hverken om ham eller hende gælder da, hvad Dr. Meier anfører om Skuespillernes Mangel paa Uddannelse og Scenevanthed.

Og for alle de andre gælder, at de fik den bedste Instruktion, der vel overhovedet kunde tænkes og maaske en saadan, som det kongelige 210Teater ingensinde senere har kendt. Paa den ene Side fandtes den praktisk uddannede Montaigu, fortrolig med den fransk-italienske Spillemaade og altsaa med Datidens ypperste Scenekunst, og paa den anden Side ingen ringere end Holberg selv, overfor hvem alle senere Instruktører dog vel maa falde igennem. Og at han tog virksom Del i Teaterforestillingerne, derom kan der fornuftigvis ikke tvivles, naar man betænker, hvilken selvfølgelig Interesse han havde i det hele Foretagende. Hans egne Stykkers Skæbne laa ham overordentligt paa Hjærte, og han blev desuden tvungen til at være Teatrets stadige Forsvarer og Borgen: han maatte indestaa for dets Moralitet, Kunstværdi og nationale Betydning, han maatte skrive Prologer, Epiloger, Bønskrifter for Personalet; han maatte maaske endda finansielt hjælpe de stakkels Kunstnere. Som han var Skuepladsens Skaber, blev han ogsaa dens Opretholder, skønt han risikerede sin Anseelse paa denne sceniske Virksomhed. Universitetet, opfyldt af Vrede imod de unge Studenter, som i Ny og Næ spillede Birollerne i Komedierne — straks til Den politiske Kandestøber havde man saaledes engageret løse Folk — har selvfølgeligt vist det ægte Pedanteris Hovmod mod den uforknytte Professor, hvis eneste Forsvar vel var det, at han ikke arbejdede for verdslig Fordels Skyld. Af Teatret fik han ikke en Øre, og for den Sags Skyld: vilde saa ikke engang en Historiker 211oplyse os om, hvorved Holberg tjente sin store Formue? Hvorledes han kan have tjent videre Penge paa sine Udgaver af Komedierne, der næppe solgtes i store Oplag og som øjeblikkeligt eftertryktes? Holberg klager bitterligt over den Præjudice, som foraarsagedes ham af Sieur Phoenixberg, hvis Eftertryk han har udregnet sig til en »Banque route paa 3 à 400 Slettedaler« og taler om intet mindre end at standse med Udgivelsen af sine Komedier for at forhindre den Andens slette Eftertryk.

Imidlertid, Instruktør for Skuespillerne var Holberg sikkert i 1722, siden han endnu i 1750 optraadte instruerende overfor Clementin, da denne skulde spille Vielgeschrei. Havde han endnu som gammel Mand levende Interesse for Skuepladsen og fungerede som dens Direktør, har han sikkert ikke sparet sig som yngre. Han har ogsaa forstaaet at benytte sig af Kunstnernes særegne Færdigheder, idet han for Eksempel lod Madam Montaigu som den Vægelsindede og som Marthe i Jean de France synge franske Viser, hvortil hun der havde spillet paa Fransk, var særligt kvalificeret; man vil ogsaa forstaa, at hun ganske magtede Marthes Optræden som fransktalende Dame, hvilken Holberg iøvrigt har stor Vanskelighed med at begrunde.

Højst sandsynligt er det, at det første danske Teater spillede med virkelig Kunst. Hvad Skuespillerne skulde fremstille, var Typer og Personligheder, 212som de kendte fortræffeligt, og hvilke Holberg selv i Fortalen til den franske Udgave af Komedierne beskriver saaledes: »danske Karakterer, jævne Borgere, undertiden københavnske Haandværkere og ikke forlorne franske Marki'er«. Man kan være vis paa, at Wegner som Henrik fremstillede en meget jævn dansk Tjenestekarl, slet ingen Lakaj eller Scapin.

Vi véd nu, hvorledes det gik ham senere hen. Meget trist. Han søgte ydmygt og fik Faderens Postmesterembede i Aarhus i Aaret 1730. Skont han samtidig blev Vice-Borgmester, var det dog den rene Sulteføde, og Wegner søgte derfra allerede 1733, hvor han ansattes som Arkivar i Krigskancelliet i København. Der fik han 300 Daler i Løn, men avancerede aldrig: hans Underordnede sprang ham stadigt forbi. Ti Aar efter døde han saa, og vi kan igennem Skiftefortegnelsen rekonstruere, hvor tarveligt hans lille Lejlighed paa Amagertorv var møbleret. Vi finder dér intet, hvorved hans Skuespillervirksomhed genkaldes i Erindringen, end ikke en Bog synes han at have ejet.

I ti Aar gik da den store Skuespiller her i Byen som ministeriel Skriver, uden at nogen havde Bud efter hans Talent og Vid. Teatret var lukket, Pietismen beherskede Regeringen og Befolkningen vovede ikke at kny. Det er ikke sandsynligt, at Henrich Wegner, da han 42 Aar 213gammel døde, tænkte, at hans Navn skulde blive bevaret i Erindringen, ja, at man 150 Aar efter møjsommeligt vilde opsøge hver lille Oplysning om hans Skæbne. Denne noget sene Ære blev imidlertid hans Kunsts eneste Løn.

214

Londemann og Clementin.

I.

Det er disse to Navne, som betegner den Holbergske Komedies Genfødelse i Midten af forrige Aarhundrede.

Da Teatret aabnedes igen efter Pietismens Bodsregimente, strømmede der hurtigt Skuespillere til. Som en Blomst under smudsig Sne, saaledes havde den komiske Evne ligget skjult bag Hykleriets og Bornerthedens Gravlin. Da Holberg kaldte, vaktes alle Spirer til Liv.

Det er forbavsende, hvor mange og hvor rige Kræfter Scenen i denne Periode raader over. Dog kun faa forbliver den gamle danske Komedie tro. Tragedien og det følelsesfulde tyske eller franske Drama, den store Opera og de kokette Operetter tilegner sig, beskyttede af Hof og Direktører, næsten alt, hvad der ejer Talent og Skønhed. Men Clementin og Londemann eksisterer 215blot som Kunstnere i Kraft af Fader Holbergs Velsignelse.

Leander og Leonora søgte og fandt hinanden i hedere erotiske Optrin end Holbergs Pebersvendenatur udmalede, Pernille foretrak ogsaa en mere raffineret Soubrettedragt og et kokettere Væsen end den borgerlige Tjenestepige turde pynte sig med — kun Jeronimus og Henrik stod fast som Komediens sikre Støtter.

De to Skuespillere repræsenterer en højst forskellig Kunst indenfor den afstukne Grænse: den ene, Clementin som Jeronimus, er det strængt skolede Spil, som passer for det ordnede Hofteater, den anden, Londemann som Henrik, er det kaade Improvisatorlune, som kunde lyse op i vandrende Truppers Barakker.

Begges Liv er derimod ganske ens. De er begge Præstesønner fra Jylland, blev omtrent samtidigt Studenter og studerede begge Teologi. Clementin havde prædiket adskillige Gange, Londemann havde allerede faaet Løfte om Præstekald, da de danske Aktører rejste Hovedet paa ny. De to Teologer smed Samarien og sprang hurtigst muligt op paa Scenen. De var henved tredive Aar gamle, og de vilde ikke spilde et eneste af deres Manddomsaar — galt nok, at Ungdommen var svunden under Præstetiden.

Holberg havde brugt fransk Hjælp til Uddannelsen af sin første Trup. Det var ogsaa den 216halve Franskmand Pilloy, som gik ham til Haande ved Indførelsen af den anden. Hvordan han dog selv tog sig saavel af Enkeltheder som af den øverste Direktion, derom vidner Traditionen paa mange Punkter. Londemanns Geni blev straks anerkendt, Clementin derimod havde Vanskelighed med at kæmpe sig frem, ogsaa fordi han ikke straks fik Rede paa sit egentlige Fag, men spildte sin Tid med Forsøg i Spradebasse- og Officersroller. Han var jo ung endnu og næppe overtydet om, at gamle Mænd var hans virkelige Specialitet. Først i Den Stundesløse brød hans Talent sejrrigt igennem. Og en bekendt Anekdote beretter, hvordan Holberg da — i Aaret 1750 — hersede med ham paa Prøverne. Han kunde ikke faa sin Vielgeschrei naivt stundesløs nok, Skuespilleren lavede sig bestandig for meget til, havde indstuderet det hele altfor nøjagtigt. Tilsidst raadede Holberg ham til »at gaa op paa Kammeret og faa Renteskriver N. N. i Tale«. Det hjalp; da Clementin den næste Dag kom paa Prøve og slog Slobrokken forvirret om sig, raabte Holberg: »Dér er Manden, der er han«.

Fra den Stund af beherskede de to Skuespillere uindskrænket den Holbergske Komedie. Aften efter Aften stod de overfor hinanden: den knarvorne Alderdom, som skal bedrages og haanes, og den lykkelige Ungdom, hvem alt skal tilgives. Der findes kun Ros og Overros for deres Kunst i 217de faa Optegnelser om Teatret, der er bevarede, derimod næsten ingen Forklaring eller Motivering. De spillede utvivlsomt genialt, men hvordan?

II.

Hvis man kaster et Blik paa Gert Londemanns Portræt, ser man et Ansigt uden megen Karakter. Næsen lige, Munden en Streg, Kinderne brede Flader, Underlæbe og Hage store og let bevægelige — et Forvandlingsansigt, hvor Trækkene kan fordrejes og forskydes i et Nu, fordi Underansigtet er stærkt udviklet og løst. Dette Ansigt gaar igen som typisk for Henrik helt op til vor Tid, til Phister og Olaf Poulsen: det tilhører Skuespilleren med de talløse Masker og de mange Stemmer. Den Art Kunst naaede sit Højdepunkt med Phister, hvis Forvandlingsevne var enestaaende; Evnen er ringere hos Poulsen, fordi den moderne Tid langt mere fordrer en indtrængende Satire hos Komikeren end et fantastisk Overmod.

Londemann var Pudsenmageren fra Top til Taa. Blot han viste sig paa Scenen, lo man fra Galleri til Gulv. Han viste sig undertiden ogsaa, hvor han ikke burde: midt under en kedelig Tragedie kunde det hænde, at Londemann efter 218et længere Ophold i Vinkælderen under Teatret stak sit Hoved frem fra Kulisserne og nikkede venligt ud til sit kære Publikum, som en godmodig Konge til sine Undersaatter. En Henrik maatte have Lov til at korte Tiden med alskens Løjer. I Molières Don Juan forsvinder Sganarel, da hans Herre æskes til Duel. Da Faren er forbi, kalder Don Juan paa sin Tjener, der har skjult sig bag en Busk. Men Londemann flygtede langt længere bort. Don Juan kalder, og første Gang svarer Sganarel fra Galleriet med et lydeligt Brøl; Don Juan kalder anden Gang, Sganarel vræler fra Korridoren bag Logerne; tredje Raab og tredje Svar: fra Parterret. Med et Publikum, for hvem dette var god Komik, tog Londemann det ikke saa nøje. Naar han ikke huskede sin Rolle, lagde han baade til og tog fra. Som Troels i Barselstuen lod han for Eksempel denne falde i Søvn, medens Corfitz tæller Penge. Iscenesættelsen var ogsaa saa unøjagtig, at der krævedes Snarraadighed hos en Komiker i mangen en snæver Vending. Engang var Henriks Liberikjole i Den politiske Kandestøber aldeles ikke slæbende lang, som den burde. Londemann gav sig da til at spænde sine Sko i Stedet og forandrede Replikerne i Overensstemmelse hermed, da Mester Herman spurgte ham, hvad han bestilte.

Mangen lystig Tradition i de Holbergske Stykker skyldes Londemann. Han var for Eksempel den 219første Oldfux i Den Stundesløse, der forklædt som Tysker krøb under Bordet, naar Vielgeschrei forfølger sin Plageaand, og løb ud med Bordet paa Ryggen, hvorved han naturligt afparerede Stokkeslagene. Denne Rolle hørte til hans berømteste, fordi den gav ham Anledning til at udfolde sin særlige Evne til Forvandling. Saaledes var ogsaa hans Tamperetsscene i Maskarade berømt; han varierede med Lethed sine Stemmer, og da engang en bekendt Højesteretssagfører overværede Forestillingen, imiterede han Mandens Manerer med saa fin Naturtroskab og saa stor Godmodighed, at denne var den første til at applaudere ham.

Han var en dannet Bajads; han passede i saadanne Roller, der efter Rosenstand-Goiskes Ord krævede en stor Harlequin. Han maatte nødigt komme udenfor, hvad der da kaldtes det nedrig-komiske. Han gjorde et Forsøg med Justs Rolle i Minna v. Barnhelm. Skønt denne skal være en alvorlig Biedermann, var Londemann ligesaa munter og spøgefuld som altid. Hvor han skulde være frastødende og uhøflig mod Kammerpigen, blev han familiær og skælmsk.

Naturligvis var han hjemme i Molières og Regnards Komedier. Han morede sig udmærket med at spille Mascarille i les précieuses ridicules, hvor han især boltrede sig med Lyst i Dansen. Han kendte allerede det Træk — som Coquelin endnu benytter — at løfte begge Ben op i Ansigtet 220paa Damerne, hvor Mascarille taler om sine skønne Strømper. I Holberg spillede han alle Henrik'erne og Oldfux'erne, Skolemesteren i Julestuen, den pantsatte Bondedreng, Chilian, Jakob Skomager og flere.

Udenfor det Burleske nævnes kun én Mesterrolle. Det er mærkeligt nok Tartufe. Londemann, den glade Skalk, gennemførte Hyklertypen med en Alvor og en rædselindgydende Begærlighed, der paa hvert Punkt dækkede over det ellers saa overgivne Skuespilleransigt. Var det, fordi han, den tidligere Teolog, paa en intim Maade forstod den præstelige Skurk? Eller var det, fordi han havde oplevet og lidt under Tartuferiets Herredømme her i Danmark, og nu hævnede sig for sin ødelagte Ungdomstid — den Gang, da han ikke kunde dyrke sin Kunst? Maaske begge Dele forenedes til at skabe et Mesterværk. Han spillede Rollen med uforandret Indignation endnu paa en Tid, hvor vor første Teaterkritiker RosenstandGoiske fandt Stykket »skadeligt for Religionen« og umoralsk og dets Repliker »uanstændige at sige paa Teatret«.

Det er er en stor Ære for den stakkels Yorick at have spillet Tartufe i Aandsfrihedens Tjeneste. Han soner dermed, hvad vilde Løjer han har bedrevet. Det var en Spas for ham at agere, og han fornøjede sig lige saa meget selv dermed som Publikum. Udenfor Scenen var han tungsindig 221— for han var baade syg og fattig. Da han døde, efterlod han Hustru og Børn i de trangeste Kaar. Men saasnart han satte sin Fod paa Teatret, glemte han alle Livets Plager — Sygdom, Tungsind og Fattigdom. Han optraadte sidste Gang den 10. Februar 1773 som Crispin i Regnards Testamentet. »Døden spillede paa hans Læber« — siger et Øjenvidne — »og Sygdommen havde udbredt sine Plager og Rædsler over alle hans Ledemod, men jeg saa' dog gennem alle disse Lidelser intet uden den overgivne Crispin«. — Man syntes, da han kort efter døde, at han tog den sande Komedie med sig i Graven.

III.

Niels Clementin er Londemanns Modsætning, lige saa stræng og behersket, som denne er løs og kaad — straks gammel i sin Kunst, medens Londemann er ung til sin Død. Allerede fra Skoletiden lyder der Beretninger om Clementins Flid. Han var en nøjagtig Discipel, der lærte sine Lektier til Punkt og Prikke, og han havde som Skuespiller ikke glemt en Smule af sin Skoleflid. Han kom fuldt forberedt til Prøverne, og han vænnede sig efterhaanden til en næsten smaalig Indstudering. De andre Skuespillere, som vagabonderede 222i deres Roller som i Livet, drillede ham derfor gærne. Rahbek fortæller, at han saaledes havde vænnet sig til et uforandret Spil, at han blev forlegen og fortrædelig, hver Gang en af hans Medspillende stod paa et andet Sted, end det hvor Clementin, enten paa Prøven eller ved de tidligere Forestillinger, var vant til at finde ham. Da Clementin en Aften spillede Molières Gerrige, overtalte man den Skuespiller, der var Mester Jakob, til ikke efter Sædvane at gaa paa højre Side af Harpagon, naar Jakob optraadte som Kusk, og skifte Plads til venstre, naar han var Kok, men blive paa samme Side begge Gange. Følgen var, at Clementin saaledes tabte Fatningen, at han vedblev at tale til den Side, hvor Mester Jakob plejede at staa, uagtet han hørte og saa', at han ikke var der. Naar han agerede Jeronimus overfor Londemanns Henrik, blev den komiske Kraft forhøjet, fordi den enes grænseløse Pertentlighed stod i naturlig Modsætning til den andens ubændige Laden-fem-være-lige.

Hvordan han saa ud? Vi véd det ikke. Intet Billede er bevaret af denne store Mester. Vi erfarer kun, at hans Spils Virkning for en stor Del beroede paa hans Blik og de fine Bevægelser om hans Mund. Han havde store og klare Øjne, der efter Behov kunde skifte fra Lys til Mørke, og han kunde paatage sig alle Miner uden at gøre Grimasser. Hvad der altid roses hos ham, 223er de smaa, hurtige Overgange i Minespillet, der kom ligesaa naturligt som komisk. For Eksempel i Den honnette Ambition, hvor Jeronimus søger Støtte hos Pernille. Den dramatiske Journal skriver: »Baade Tonen og Ansigtet viste Nysgerrighed og tillige en vis Forsikring om at blive medholdt og tilfredsstillet ved hendes Svar, lige til han hørte hende sige: »Saasom jeg hverken kan sove o. s. v.«, thi da sagde Minen Vrede, som tiltog med Pernilles Næsvished«. Eller man læse Journalens Beretning paa dens daarlige Dansk om Clementins Sganarel i Det tvungne Giftermaal: »Hvor fornøjet først — hvor rigtig forandrede han ikke sit Ansigt, naar han faar at høre af sin Kærestes Mund, hvordan hun vil have det; hvor stiger ikke hans Misfornøjelse, hvor uforlignelig udførte han ikke den komiske Situation i sidste Scene, naar Broderen rækker den blotte Kaarde paa den ene og Faderen med Datterens Haand paa den anden Side? Med hvor stor Uvillighed, hvor stor Afsky søgte han ikke at tage hendes Haand? og da han ser Kaarden, hvor skrækkedes han ikke og med hvilken betydende og treven Mine bekvemmede han sig ikke til at tage hendes Haand«. — Han ekscellerede i saadanne Finesser som at træffe Forskellen mellem borgerlig og adelig Vigtighed; han kunde vise Arrigskab eller Ængstelse blot ved en Trækning; han kunde — ligesom Londemann — med Lethed paatage sig et fremmed 224Mæle, naar den gamle skulde vrænge efter sine uforskammede Medspillende, for Eksempel i den Stundesløses Scene med Tyskeren, hvor Vielgeschrei parodierer dennes allzudriestig.

I Holberg spillede han alle Jeronimus'er, Corfitz i Barselstuen, Herman v. Bremenfeld, Vielgeschrei, Per Degn, Jacob v. Tyboe og Diderich Menschenskræk. De sidste to Figurer alene lykkedes ham ikke ganske. Han var, som man kan tænke, ikke bred nok i sin Tale og Holdning til at udfylde de stortalende Soldaters Mundering. Det laa ikke for ham »at bralle op« — tværtimod, han maatte fint udarbejde sine komiske Virkninger og saa drysse dem som en Støvregn over Tilskuernes Hoveder.

Som alle store Komikere troede han, at han besad Evne til det Tragiske. Men hans Forsøg i det rørende mislykkedes. Hans gamle Mænd var ikke mer sentimentale end Holberg selv.

Han døde faa Aar efter Londemann og optraadte mærkeligt nok sidste Gang i samme Stykke, hvori denne tog Afsked med Scenen.

Disse to geniale Skuespillere holdt den Holbergske Komedie i Erindring og Anseelse paa en Tid, hvor man langsomt begyndte at vende sig med kræsen Fornemhed bort fra dens stærke og sunde Kost. De repræsenterer to Sider af den store Digters Væsen: det tørre og snævre Lune, skabt af den gammelmandsagtige Ræsonnørs vidfulde 225Forstand, og den kaade hovedstadskrydrede Ovenud-hed, ved hvis Hjælp den fattige Student havde baaret sit kummerlige Liv.

Londemann og Clementin som Henrik og Jeronimus tog hver sin Halvpart af Holbergs Natur.

226

Fru Phister.

I.

Ionde April 1885.

Indenfor et snævert begrændset Omraade har den Skuespillerinde, hvis Jubilæum det kgl. Theater fejrer, lagt sin Begavelse for Dagen. Ved Siden af sit egentlige lille Fag har hun spillet et Par hundrede Roller — af hvilke vist Halvdelen har været ligesaa ubetydelig som illiterær. Stærkt overdrevne Pebermøer eller Matroner i Vaudeviller og Lystspil har hun udført med Dygtighed, idet hun snarere understregede end tilslørede det Karikerede ved disse Damer; i de sidste Aar er endvidere nogle Gammelkoneroller lykkedes hende fortræffeligt, men noget kunstnerisk Betydeligt har hun kun præsteret som den Holbergske Pernille.

Naar derfor Fru Phister til sin Benefice genoptager den første Pernille, hvormed hun for 48 Aar siden indviede sit Holbergske Repertoire, saa gør hun Ret. Hun vil hævde sin Plads i 227Teaterhistorien som Fortolkerinde af denne Figur. I den Aarrække, i hvilken hun har været Eneherskerinde paa dette Omraade, uden at der endnu var funden nogen Afløserinde, har hun givet Skikkelsen et ejendommeligt Præg, som hendes Natur nødvendiggjorde og hvorved Publikum fandt sig tilfredsstillet, fordi det svarede til Tidens æstetiske Fordringer.

Hvordan Pernille spilledes paa Holbergs egen Tid, derom har vi ingen anden Oplysning end den, vi kan udlede af selve Karakteren. Og skønt Pernillenavnet dækker over forskellige Typer ligefra den bondeagtige Trappetøs — Arv i Skørter — over den drevne og intrigante Kammerpige indtil den udtjente og udlærte Rufferske., saa har alle disse Perniller dog i hvert Fald tilfælles en letvakt Lystighed og en ikke ubetydelig Fordomsfrihed — man kan undertiden sige Forvorpenhed. Der findes en saftig Bredde i deres Repliker, ogsaa af den Grund, at Holberg altid holdt sig tættere til sine Plautinske Forbilleder end til de franske, hvor Kammerpigen var begyndt at blive elegant. Den Holbergske Pernille er ligesaa lidt sirlig i sin Tale og Holdning som dydsiret af Tænkemaade.

Traditionen holdt sig ikke.

Da Teatret oprettedes paany, besad det nogle store Holbergskuespillere, som holdt den gamle Digter i Ære. Scenens unge og smukke 228Skuespillerinder fik Pernillerne overdragne og brød sig ikke særdeles om disse. Den dejlige og letsindige Jomfru Thielo, den henrivende Jomfru Halle (senere saa berømt under Navnet Caroline Walter) var lystige, livlige — og netop sirlige. Man omskabte Pernille til en Soubrette — en fripostig Kammerfrøken i Silkeskørt og paa højhælede Sko, der koketterede lystigt løs med de fine Herrer i Parkettet. Det hjalp ikke, at Kritiken klagede over de kostbare Dragter: de smukke Damer lod sig ikke sige og agtede ikke at skjule deres Yndigheder bag en Tjenestepiges tarvelige Forklæde. Snærpede var de imidlertid ikke, og den gnavne Rosenstand - Goiske klager over, at den syttenaarige Caroline Halle ikke skaanede ham for en eneste Plumphed, naar hun vimsede om som Pernille i Den Stundesløse. Han vilde have glædet sig ved Holbergfesten, da den 68aarige Fru Phister vendte sig bort — omtrent som en, der genert pudser sin Næse — og hviskede Plumphederneuforstaaeligt ud til Bagtæppet.

Efter hin Periode, hvor Kærligheden til Holberg mere var af Navn end af Gavn, følger saa den Rahbekske Tid. Han lagde en ganske særdeles Vægt paa Personernes Forskellighed, naar de dulgte sig under det samme Navn, og han gravede sig ned i Replikerne og fik dem frem for Dagslyset for ret at studere, hvad de indeholdt af Afskygninger og Finheder. For Rahbek blev selv 229en almindelig Replik eller Figur en ny Verden, som det gjaldt at opdage og indvinde for Kunsten. Hans Gærning var nyttig for vor Skuespilkunst. Men han tabte sig vel meget i Enkeltheder og havde lidet Blik for det Typiske. For ham er da Pernille ingen Type. Han véd éngang for alle, at hun af Stand er Stuepige, og dertil holder han sig, idet han saa søger at fremstille alle de almindelige Egenskaber, hun i hvert enkelt Stykke besidder. To Fremstillerinder, der hørte til hans Ideal eller Skole, blev berømte: Madam Gielstrup og Madam Liebe, hvis Navne ganske særligt er knyttede til Pernilleskikkelsen inden Fru Phisters Tid.

Hvad har nu denne Kunstnerinde optaget af det gamle og hvad selv lagt til? Af den rette gamle Holbergske Pernille — den, som begynder med Anneke Tjenestepige i Den politiske Kandestøber, har hun ikke vovet at beholde meget. Pernille er for Eksempel en forfløjen Tøs i Henrik og Pernille, vild og gal og fræk, men temmelig honnet — hun er i Jacob von Tyboe en lidt uhyggelig, dreven Mellemhandlerske, mindst tyve Aar ældre end den første Pernille — dog Fru Phister tog det ikke saa nøje. Hun slog disse og alle de andre sammen til én Figur, en sirlig, pillen og propert klædt Fruerpige.

Saa meget optog hun fra den efterholbergske Periode, at hun var pyntelig istedetfor tarvelig, 230spids istedetfor bred. Derimod behøver det næsten ikke at nævnes, at hun fjærnede det Kokette, endsige det Leflende. Hendes Dragt var heller ikke i Uoverensstemmelse med Pernilles Stand, om den end næppe var historisk. Pernille blev den nydeligt klædte Pige i det velstaaende borgerlige Hus — selv som sagt der, hvor hun som i Jacob von Thyboe tjener hos en fattig Enke, der er ved at sælge sin Datter som sidste Ressource. Derfor maa Fru Phister ogsaa karikere Pernille stærkt i Henrik og Pernille, hvor denne pynter sig med Frøkenens Klæder. Man ser saaledes Leonore komme ind, nydeligt og elegant klædt, og Pernille, som dog kun er iført en anden af hendes Kjoler, udstafferet paa den latterligste Maade. Hvorfor? Ja, fordi Fru Phister ikke kunde nøjes med den jævnt store Forskel, der kan findes mellem en Tjenestepiges daglige Dragt og hendes Frøkens Silkeklæder — dertil var hun selv som Pernille altfor elegant klædt.

Som sagt dog ikke koket — ikke med Diamanter i Ørene som Jomfru Halle. Og hertil svarede Pernilles Væsen. Fru Phister gjorde hende knibsk og paa sin Post. Om hun just ikke lod sig skræmme af et stærkt Ord, saa var hun dog ærbar til Fingerspidserne. Og det overalt. Ogsaa som Marthe i Jean de France — sikkert hendes morsomste Pernillerolle, og det skønt selvsamme 231 Marthe udenvidere taler om de fornemme Herrer, der undertiden afhenter hende i Karosser.

Tiden fordrede denne Dydsirethed. Ovenpaa den brede Overgivenhed og den kokette Frivolitet kom den borgerlige Dyds Herredømme paa Skuepladsen, og det allerede under Rahbek. Han kæmpede kun lidt derimod. I den senere romantiske Literaturperiode havde man ingen Smag for Holbergs djærve Naturalisme. Fru Phister optog og udvidede den Fremstillingsmaade, hun forefandt.

Af den Rahbekske Kritik og dens Tilhængere paa Scenen lærte hun en stor Agtpaagivenhed overfor Repliken. Hun har i saa Henseende staaet meget højt. Hun har gaaet sin Rolle igennem som den flinkeste Husmoder sin Regnskabsbog — nøje overvejende alle Poster og drejende og vendende hver Skilling, inden hun gav den ud. De, der overværede Opførelsen af Den Stundesløse ved Holbergfesten, fik et klart Indtryk af hendes energiske Arbejde. Den Monolog, som aabner Stykket, er hverken fin eller morsom; men den bliver et rent Pragtstykke under Fru Phisters Hænder. Hun sætter voldsom Kulør paa de blege Ord — ligesom kraftige røde Farver, der drager Tilskuernes Opmærksomhed til sig.

Vil man i faa Ord samle det Indtryk som man modtager af hendes Pernilleskikkelse, saa vil man finde som de fremherskende Egenskaber: en kold Forstand og en lidt ondskabsfuld 232 Haven-til-Bedste. Og netop fordi hun betonede det Forstandsmæssige og den rolige Kulde hos Pernillerne, tiltalte Fru Phister sin Tids Smag. Man saa’ dengang fortrinsvis Ræsonnøren i Holberg, man søgte Finheden i hans satiriske Vittighed. Skuespillerne var bange for at gøre ham plump, naar de fremhævede det Burleske og det Fantastiske i hans Komik: derfor spillede de selv hans vildeste Farcer som Lystspil. Det behøver næppe at tilføjes, at Fru Phister som Pernille mødtes i Opfattelse med sin Mand som Henrik. Ogsaa han var overlegen, kold, klog, intrigant som Tjeneren, og hans Vittighed skarp og logisk. Henrik taler etsteds om, at det vil give kloge Børn, naar han og Pernille kommer sammen-, man forstod det saa godt, naar man saa’ Ægtefolkene optræde med hinanden.

Fru Phisters Pernille i Den Stundesløse er hendes virtuosmæssigste Skabning, hendes Marthe som sagt den lystigste, fordi hun i den franske Kokettes Forklædning kunde følge det Hang til dristig Karikaturtegning, som hun besidder, og for hvilket hun desværre i sin lange Teatertid ikke altid har fundet passende Anvendelse. Kun hos Molière har hun karikeret fortrinligt, dengang da hun i Fruentimmerskolen fremstillede den snurrige, skævhovede og taabelige Tjenestepige.

Under Aarenes Tryk gik hun fra Kammerpigerne over til de komiske Gamles Fag, i Særdeleshed efterat Fru Sødring havde forladt Teatret. Hun 233har ikke naaet sin Forgængerinde her. Fru Sødring var finere baade i sin Opfattelse og i sin Spillemaade. Hun fandt naturligt det komiske Udtryk. Fru Phister overdriver Farverne og anvender grovere og altfor ensartede Midler. Ingen Teaterstatistik vil nogensinde kunne opregne, hvor mange Gange Fru Phister har anvendt den lidt plumpe Kunst at sænke Stemmen fra et højt til et lavt Register — men Teatret har hver Gang genlydt af Latter. Publikum har i høj Grad beundret hendes rappe gamle københavnske Damer, som hun alle støbte i Frøken Trumfmejers Lignelse. Ulige interessantere var det at se hende Behandling af en hende saa fremmed Opgave som Hertuginden i Hvor man keder sig. Det fortaltes dengang, at Fru Phister gærne vilde havt denne Dames Rang forringet en Smule — naar Pernille for Eksempel blev Baronesse, syntes det hende mere end nok. Hun kom overraskende godt fra den iøvrigt ikke aandsfornemme Karakter.

I Holberg har hun dog ogsaa som ældre fundet nogle gode Smaaroller. Nille i Erasmus Montanus og den pantsatte Bondedrengs Moder er den samme Type paa en beskeden og forstandig gammel Bondekone, som Pigen i Et Dukkehjem var en anden Variant af. Det er den kloge Pernille som gammel, der endnu synes ligesaa behersket og paa sin Post som i de unge Dage, men hvem Livet har taget paa og gjort resigneret og tungsindig 234Humøret har ogsaa altid været et ydre: Latteren, der lød koldt og klart, var sjælden glad eller hyggelig.

Fru Phister vil endnu engang hædres som Pernille. Man kan nu, da Ungdommens lyse Farver er svundne, beundre de strænge Linjer, der gjorde hendes forstandige og skolede Spil klassisk paa det enkelte nationale Omraade.

II.

12te April 1885.

For at hædre sin Hustru havde Phister bestemt sig til at optræde endnu engang. Og man saa’ ham da atter som den Arv i Henrik og Pernille, han i sine sidste Teateraar havde overtaget. Men hvorfor skjule det? Det var et lidt farligt Eksperiment, hvorpaa den alderstegne Kunstner havde indladt sig. Benene vil ikke mere, og Stemmen svigter. Man gribes af Uhygge ved det mindste Stød, som Arv modtager, og man lytter lidt ængstelig til den svage Røst. Netop den Ærbødighed, som man føler for den store Kunst, bevirker, at man ikke ønsker at bevare et saa udvisket Billede af Phisters geniale Holbergspil i sin Erindring.

235

Thi saaledes var Phisters Arv ikke — den kraftige Gaardskarl, der var saa lystig som Skytte, talte og bevægede sig ikke saaledes. Snarere kunde man engang imellem høre Toner fra Jeppes dæmpede Klage i det dumpt udstødte Sjællandske.

Og naar Fru Phister havde overtaget den kaade Pernille, blev saa ikke hendes Fru Terentia i Den forvandlede Brudgom en Smule Selvironi over dette Forsøg paa at være ung. Fru Phister, der er paa Vej mod Støvets Aar, kan ikke illudere blot et eneste Øjeblik som den tyveaarige Pernille. Man kan naturligvis udmærket forstaa, at den hædrede Kunstnerinde har fulgt det Indfald, at spille en og samme ungdommelige Rolle — med et Mellemrum af halvhundrede Aar. Men paa den anden Side maa man sikkert baade for hendes egen og Teatrets Skyld fraraade hende at give sig i Kast med dette Vovestykke én Gang til.

I det Hele geraadede Opførelsen af Henrik og Pernille ikke det kgl. Teater til stor Ære. Hr. Olaf Poulsen var især i de første Akter ude af Humør og overdrev derfor lidt mer end tilladeligt; i sidste Akt, da Henrik kom i Lakajklæderne, fik Skuespilleren naturligt fat paa de snurrige Repliker. Fru Hennings førte sig nydeligt i Leonoras Rolle og Hr. Axel Madsen spillede overraskende smukt og mandigt Leanders Vrede overfor Jeronimus — men Hr. Liebe er 236umulig som Jeronimus, Frk. Nielsen kedelig som Magdelone.

Og alt dette gik endda an, naar Stykkets Iscenesættelse ikke var fuld af Skødesløsheder og Fejl. I den græsselige Dekoration gaar Aktørerne ud og ind af Kulisserne paa den taabeligste Maade, og Sammenspil og Korrespondance mellem Personerne befinder sig paa et ganske barnligt Standpunkt.

Manglerne ved denne Iscenesættelse, som skyldes H. P. Holst, føltes dobbelt, da man bagefter saa’ Den forvandlede Brudgom i Instruktør William Blochs kyndige Anordning. Dette Stykke hører utvivlsomt til Holbergs ringeste, skønt hans Lune hist og her bryder triumferende frem, og man tør roligt paastaa, at den underholdende Fremstilling for en stor Del bør skrives paa Iscenesætterens Regning. Han har i den giftesyge Terentias Stue skabt et nydeligt gammeldags Interiør, hvor alt — Spillemaade, Kostymer, Farver — virker harmonisk sammen.

Her tog ogsaa Fru Phister glimrende Revanche. Hun er frimodig og lystig som den naragtige Matrone. Og hendes Diktions skolede Klarhed viser sig her i fuldt Lys. Terentia har en lille ubetydelig Monolog, hvor hun sidder og betragter sig i Spejlet — Fru Phister giver hvert Ord her selvstændigt Liv og skaber en morsom Scene ud af en tør Replik.

237

Fru Hilmer har som Kirsten Giftekniv omtrent sin bedste Rolle. Den gamle Pulverheks med de skelende Øjne og den tykke Tunge er yderst pudsigt set. Endelig er Fru Nyrop passelig martialsk som den forklædte Kaptajn.

Publikum fremkaldte Phister og Fru Phister efter Henrik og Pernille og Fru Phister alene efter Den forvandlede Brudgom.

238

Hultmann.

Død 9de Juni 1894.

Han er død, den gamle Skuespiller, som de Yngre kun kendte fra Gaden, hvor han forsigtigt og langsomt bevægede sin endnu sirlige, skønt stivnede Skikkelse frem. Naar han med et stort Sving aftog sin Hat og gjorde Front i Hilsenen, saa' man lyse over hans Ansigt det elskværdige, skælmske, indsmigrende og næsten kløgtige Smil, som fra Scenen vandt ham mange Hjærter. Naar man talte med ham, nu efterat han havde forladt Teatret, klagede han over Sygelighed, der gjorde hans Tilværelse pinlig og ikke tillod ham ved Arbejde at udfylde Dagens mange Timer, og dernæst over Teatret, der ikke var som i de gamle og store Dage. Ingen Nøjagtighed, klagede han, ingen Ærbødighed for Opgaven: »selv Olaf Poulsen, som jeg anser for den største komiske Begavelse, jeg har set, selv han bliver ikke i 239Repliken, gør Løjer og spiller paa Instrumenter — sidste Gang gik jeg saamænd min Vej midt under Forestillingen, og i denne Vinter har jeg slet ikke været deroppe«. Og Hultmann rystede bedrøvet paa sit gamle Hoved med den i Farve og Form vel afpassede Paryk.

Han tilhørte det kgl. Teaters Glansperiode, og naar han priste Datidens Store, var det uden Egenkærlighed og i klædelig Beskedenhed, thi de samtidige Berømtheder overskyggede hans Ungdoms Gærning. Det er over halvhundred Aar siden, at Hultmann debuterede; han betraadte vel allerede i 1842 Scenen i en intetsigende Rolle, men 22de April 1843 fik han sin Debut i Arnesens Et Rejse-Eventyr som den unge, hjærtensuskyldige, kistefornøjede og overlegent skælmske Hr. Smith, talte og sang med den nydeligste Stemme og førte sin ranke Figur i Gang og Dans med samme naturlige Gratie.

Han gjorde overordentlig Lykke, og Æren var saa meget større, som han arvede Rollen efter Phister, der som Næsten-Medarbejder i Stykket havde udført Hr. Smith seks Aar i Forvejen. Den treogtyveaarige Hultmann slog ganske den udmærkede Kunstner, der da iøvrigt samme Aften overtog Kammerraaden i Wellington-Støvlerne og skabte den pudsige lille Arrigtrold ud af Forfatterens Intet. Helt forunderlig var dog ikke Hultmanns Sejr over Phister, thi denne magtede aldrig 240at fremstille det Ungt-Naive og Godmodigt-Glade, der var den Andens egentlige Felt. Hultmann var vistnok selv en fornøjet Svend, der morede sig herligt, da han i de første Aar gik over Brædderne; senere hen tog Livet haardt nok paa ham, og han blev en hel Melankoliker.

Fra sin Debut var han Teatrets første Vaudevilleelsker. Men dette fik ikke stor Betydning den Gang, hvor man endnu misbrugte et Geni som Michael Wiehe i Abekattens og En Søndag paa Amagers Elskerroller. Fru Heiberg vilde meget naturligt, ikke undvære en Kraft som Wiehes til at give de sentimentale Smaastykker Glans, og man kan alene heraf skønne, hvor vanskeligt Hultmann havde for at trænge igennem eller rettere for at vinde Plads i det fulde Sollys. Dertil kom, at en Kunst saa stor som Wiehes, et saa rigt Temperament som Fru Heibergs maatte beslaglægge Hovedinteressen hos Publikum. Og da Hultmann naaede op i Trediverne, oprandt den store Høedt-Heibergske Strid, der fyldte Tiden fra 1850 til 60, og hvori Hultmann ingen Del tog. Han holdt sig nærmest til den Heibergske Side, blev ved Statsscenen, da Høedt og Wiehe drog til Hofteatret, og udførte nøjagtigt sin Tjeneste Han overtog endog enkelte Wiehe’ske Roller, uden synderligt Held: den stærke Romantik, den dybe Lidenskabelighed laa ikke for den pyntelige og varsomme Mand. Alligevel var han ingenlunde 241konservativ i sin Kunst, hverken svulstig eller sentimental, maaske noget akademisk, men af en fuldkommen Naturlighed. Rollerne kunde være affekterede; der var dog aldrig Spor af Skaberi over Hultmann.

Hans Glansperiode, hans Myndighedstid falder egentlig først efter Fru Heibergs Bortgang, efter Michael Wiehes Død. Han var da en Mand paa nogle og Fyrre, som bevarede et fuldkomment ungdommeligt Udseende paa Scenen. Han udførte de Hostrup'ske, Heiberg'ske, Hertz'ske Elskerroller med en fin og indtagende Kunst. De Hostrupske Studenter vil man næppe nogensinde se fremstillede paa denne Vis: den nuværende Klint mangler Hultmanns Natur og Gratie. Hr. Axel Madsen fremviser Klint, han er ikke den glade og kønne Student. Ligedan var Hultmann helt udmærket i Holbergske Leanderroller, paa én Gang fornem og ung, tilpas følelsesfuld og dog gammeldags i Tonen. Hans udprægede Nøjagtighed —den skrev sig vel ogsaa fra, at hans Talent fattedes Improvisation — støbte den Holbergske Replik i en fast Form, der skabte Stil. Han tillod sig ikke at flytte et Komma, men han ansaa det for sin Pligt at nedlægge i hvert Ord alt, hvad han ævnede.

Han fik saaledes en anden Ungdom. Han, der saalænge stod i anden Række, kom pludseligt i første. Man gik nu i Teatret for at se Hultmann, 242naar han udførte sine bedste Roller, og det hændte mere end én Gang ham — og dette skal en Skuespiller eftertragte — at han uimodsigeligt var den ypperste af de Spillende. Saaledes i Genboerne. Skønt Stykket i Phisters, Mantzius' og Fru Sødrings Dage gik over Scenen med en Lystighed og en Kraft, hvoraf vor Scene nu kun ejer henblegede Minder, stod Hultmann alligevel som den ranke Støtte, der blev Midtbæreren i Skuespillet. Netop som Klint skulde staa. Medens man kunde rette Indvendinger mod de Andres Spil, hvor glimrende det end var — kunde bebrejde Mantzius noget Overdrevent, Phister en vis Kulde, Adolf Rosenkilde en fremtrædende Mangel paa Karakteristik, saa kunde man umuligt tænke sig en fuldkomnere Klint end Hultmann: han talte og sang nøjagtigt, som Hostrup vilde, og Rollen tillod. Og han var end ikke selv Student.

Han blev ved at holde sig ung paa Scenen, saalænge han optraadte. I sine sidste Teateraar overtog han enkelte ældre Roller og skilte sig nydeligt fra disse, han blev en ædel Fader med chevaleresk Værdighed. Men han følte sig syg. Han stod fortvivlet i Kulissen, krympede sig nedbrudt og hjærtebeklemt, lige inden han skulde træde elegant eller lystig ind for Publikum. Da En Skavank gik første Gang i 1867 udførte den da 47-aarige Hultmann den ganske unge Provinsfyr 243med en straalende Ungdommelighed. Ti Aar efter tog han Afsked med Publikum, udtalende nogle beskedne Ord om sin Akkuratesse, fremhævende, hvorledes hans Maal havde været at fremstille det Nette og Gratiøse. Han mente da selv, at med de norske Skuespil — det var dengang det danske Dramas golde Periode — indvarsledes en ny Tid. Han levede længe nok til at se Vaudevillen paany plejet indtil Overdrivelse, men han fandt ingen Behag i Fremstillingsmaaden.

Hultmann besad kun et lille Kunstens Omraade, og ikke et særligt interessant. Han fremstillede ikke Tankens Magt eller Lidenskabens Ret, kun godt Humør og redelig Vilje hos den lykkelige Ungdom, der i hvert Fald i Poesien plejer at besejre alle Hindringer. Dog, Skuespilkunst er kun værdifuld, naar den giver det Udsøgte, og i ganske enkelte Roller blev Hultmanns aldrig geniale Kunst fuldkommen og udsøgt. Som vore allerbedste Studentersange, Hostrups og Richardts, saaledes var Hultmanns Kunst. Han var som Menneske elskværdig og beskeden, vistnok i mange Aar — og af Grunde, der ikke vedrører Offentligheden — lidet lykkelig.

Hultmann fødtes den 22de Juni 1820 og blev saaledes henved 74 Aar gammel.

244

Valdemar Kolling.

31te August 1897.

Den gamle Skuespiller, der optræder for sidste Gang, hører sikkert ikke til dem, hvem Publikum eller Kritiken har forkælet. Han har været en flittig Mand, der desværre kun raadede over en yderst begrænset Kunstævne. Skønt han er optraadt overordentlig hyppig i de mange Aar, i hvilke han har tilhørt det kgl. Teater, og skønt han forlængst opnaaede det Prædikat af kgl. Skuespiller, som senere eftertragtedes forgæves af saamange, har hans Virksomhed altid holdt sig i den Scenens Baggrund, over hvilken der sjælden falder Glans.

Det er vist allermest hans Stemmes Fisteltoner, der har bestemt, hvor højt han skulde naa. Med den Stemme kunde kun ganske faa 245Mennesker tale. Saa lidt som en Bassist kan synge Tenor, saa lidt kunde Indehaveren af hint skingre Organ gøre Fordring paa at blive Elsker eller Helt eller værdig Fader eller Skurk eller blot Finansmand — eftersom alle disse taler med rund Mund og klangfuld Røst. Svenden i Butiken kan tale saaledes — og Hr. Kolling har derfor ogsaa spillet Andreas i Debatten i Politivennen, Toby i Kvækeren og Danserinden, Titelrollen i Coliche — men Mesterens Stemme klinger anderledes. Hr. Kolling, der arbejdede i en Manufakturbutik som Svend, inden han betraadte den hellige Scene, fik aldrig Mesterens Præg.

Det var den 26de December 1854, at han debuterede som Arv i Julestuen. Siden den Tid har han spillet en Snes Holbergske Roller, store og smaa — dog aldrig de allerstørste — og hans Arbejde som Holbergskuespiller fortjener bedst at mindes. Ikke fordi han har sat et særligt Mærke paa nogen af disse Roller, men paa Grund af den solide Korrekthed, hvormed han nærmede sig de Holbergske Opgaver. Hr. Kolling skriver sig fra Teatrets store Tid, der jo omtrent naaede til 1864. Han har paa Scenen staaet ved Siden af Fru Heiberg, Fru Nielsen, Fru Sødring, Mich. Wiehe, Phister, Høedt, Nielsen, C. N. Rosenkilde og endnu flere Storheder. Alle disse spillede med en overtroisk Ærefrygt for deres Kald — og for sig 246Provinsselv, for saa vidt de virkede i dette Kald. De følte sig som særegne Mennesker, som en Art Halvguder, der fra det kgl. Teater som fra et Parnas skuede ned paa mindre Dødelige. Utvivlsomt kunde Hr. Kolling ikke svinge sig op til en saadan Selvfølelse. Men Kunstnerstoltheden bevirkede, at man spillede med stor Respekt for enhver Tekst, der betroedes En: igennem Teksten respekterede man sig selv. Og om nogensteds, saa gjaldt det i de Holbergske Komedier, hvor Phister raadede med en forstandig og sikker Myndighed. Han som Henrik satte Hr. Kolling paa Plads som Arv med en fast Haand: dér, hvor han skulde staa, der stod han.

Hr. Kolling fik saaledes i Aarenes Løb overdraget: Peder Eriksen i Den Stundesløse, Arv'erne i Den honnette Ambition, Henrik og Pernille og Jean de France og de to Pedanttjenere, Jens i Jacob v. Tyboe og Gotfred i Det lykkelige Skibbrud. Til de to sidste har han passet bedst. Han syntes med sin høje Stemme og sit halvt forknytte og halvt fiffige Væsen at gaa lige ind i den traditionelle Skikkelse. Stygotius' og Rosiflengius' Tjenere er vist fra gammel Tid opfattede som nogle tynde, smalfodrede, jomfrunalske Pedeller i Modsætning til den af Velnærethed og Overlegenhed struttende Henrik. Og Hr. Kolling der meget hurtigt kom til at staa paa Teatrets 247Skyggeside, fandt i sit Væsen en vis Overensstemmelse med de lidet blodrige og aldeles ikke overmodige Personer.

Og fra Arv'erne gled han saa i Aarenes Løb over til de Holbergske Familiefædre, der staar uden Myndighed i Huset, de Ægtemænd, hvis Hustruer bærer de mandlige Beklædningsgenstande. Dertil hører Jeronimus i Det lykkelige Skibbrud og Leonard i Pernilles korte Frøkenstand. Han var overmaade god i disse Roller, som ikke forlanger nogen stærk Ageren, kun en forskræmt Sagtmodighed.

Udenfor Holberg har Hr. Kolling udført en talrig Masse Roller. Statistiken udviser, at Hr. Kolling fra 1854 til sin Afgang har spillet 203 Roller og ialt er optraadt 4378 Gange — hvilket udgør over hundrede Gange i hver Sæson. Men nægtes kan det jo ikke, at adskillige af disse Roller hørte til Stykkernes allermindste. Imidlertid vandt Hr. Kolling undertiden Bifald i saadanne Smaaroller, for Eksempel som Borgeren i Genboerne og Mads i Soldaterløjer — skønt Komiken rigtignok var ligesaa anstrængt som ensformig. Skuespilleren, der udenfor Teatret kunde vise megen formende Ævne som Historie-Fortæller, følte Vanskelighed ved paa Scenen at forme sine Iagttagelser til Kunst.

248

Hans Medspillende roste ham imidlertid for hans faste Spil. Han mødte Blikket og han svarede straks og umiddelbart. I det kgl. Teater, der desværre er saa meget af et Statskontor, har Hr. Kolling virket som en flittig og paalidelig Bogholder.