Brandes, Edvard Henrich Wegner.

Henrich Wegner.

Som bekendt véd man saare lidet om det ældste Holbergske Teater, som aabnedes 1722 og ubarmhjærtigt nedsloges 1728. Man kan nogenledes rekonstruere Repertoiret, som omfatter alle de ypperste Holbergske Komedier, men om disse Skuespils Opførelse, den ydre og indre Fremstillingsform, savner vi næsten alle Oplysninger. Holberg har nedskrevet nogle faa Bemærkninger om sine egne Komediers Opførelser, men de angiver blot korteligt Stykkernes Modtagelse hos Publikum. Om Udførelsen meddeler han næsten intet; de fleste af Skuespillerne synes ikke at have interesseret ham det mindste, end ikke den Kunstner, hvis Navn har holdt sig ned til vore Dage og efter hvem ifølge en usikker Tradition Henrik-Rollerne er opkaldte. Overskou hævder vel denne Tradition, hvor han første Gang nævner Henrich Wegner, men anfører ingen Kilde, hvorfra den stammer, og den er i sig selv ikke sandsynlig.

204

Allerede i Holbergs første Stykke hedder Kandestøberdrengen Henrik, men dette er skrevet allerede inden Teatret i Grønnegade aabnedes. Man kan til Støtte for Traditionen anføre, at Holberg har ladet Tjeneren i Den Vægelsindede skifte Navn. Han hedder i den ældste Udgave Torben og faar først i Omarbejdelsen Navn af Henrik, men hertil kunde Grunden godt være den, at Holberg overhovedet langsomt indførte faste Navne for sin borgerlige Families Personer. I Den politiske Kandestøberfinder vi endnu ingen Jeronimus, Magdelone, Pernille, Leander eller Leonore (de hedder her respektive: Herman, Geske, Anneke, Engelke og Antonius). I den første Form af Holbergs anden Komedie Den Vægelsindede hedder Henrik som sagt Torben, og til Pernille, som i Bearbejdelsen har en ret stor Rolle, svarer her Pigen Øllegaard, der kun har en enkelt Replik. I tredje Komedie Jean de France træffer vi for første Gang Jeronimus og Magdelone, der iøvrigt ikke her er Mand og Kone, medens Tjeneren hedder Espen, Pigen Marthe og Elskerparret Antonius og Elsebet; her findes første Gang Navnet Arv. I fjerde Komedie Jeppe paa Bjærget findes intet af de traditionelle Navne og ligesaa lidt i den ældste fem Akts Udgave af Gert Westphaler fra 1723; derimod optræder baade Leonard, Leonore, Henrik og Pernille i den forkortede Gert Westphaler af 1731. I den næste Komedie, Den ellevte Juni, hedder vel den 205 forslagne Tjener Henrik, men skifter saa atter Navn i Barselstuen og bliver til Troels, medens Holberg ikke til nogen af de talrige Damevisitter har Brug for Navne som Magdelone, Leonore eller Pernille, og Jeronimus her er Ræsonnør, ikke Familiefader. Hvorfor skulde ikke Holberg her opkaldt Wegner, hvis han var Digterens Yndlingsskuespiller?

Man har ofte dvælet ved denne Holbergs sene Brug af faste Navne for at paavise, at Karaktererne skiftede, selv om Navnene var ens. Skavlan har især med Udførlighed forsvaret Holberg mod Anvendelsen af Maskefigurer.

Fast staar det i al Fald, at Henrik som fast Tjenernavn findes ikke i de 1722 og 1723 opførte Komedier, hvor dog Henrich Wegner spillede alle Tjenerrollerne. Det er da ganske usandsynligt, at Holberg skulde have vist ham saa stor Ære, som Traditionen beretter, og langt rimeligere, at Digteren valgte Henrik-Navnet, fordi han havde benyttet det i sit allerførste Skuespil. Da han fastslog de stabile Navne, var det jo ene for at lægge en strængere klassisk Ramme om sine lystige Stykker.

Dr. F. J. Meier har skrevet en Afhandling med Titel Henrich Wegner og hans Familie. Underligt nok blev kort forinden akkurat de samme nye Oplysninger, som hin Afhandling meddelte, Læseverdenen bekendt ved en Opsats om Henrich Wegner, som Hr. Arthur Aumont offentliggjorde. 206Her var ikke Tale om noget Laan: de to Herrer havde arbejdet ganske uafhængigt af hinanden; kun Skade, at den ene af dem ikke havde sparet sig Arbejdet.

Begge de to Forskere havde benyttet Rigsarkivets Samlinger, der nogenledes klarer Henrich Wegners Skæbne. Han hed egentlig Weigner og var Søn af en Postmester i Aarhus, maaske født i Jylland og rimeligvis 1701. Han kom straks til den danske Skueplads ved dens Aabning og var altsaa da 21 Aar gammel, efter at være bleven Student to Aar i Forvejen 20. Juli 1720. Han studerede Teologi, vel ikke mindst fordi dette Studium hurtigst kunde give Brød; Faderen havde nemlig i Gage 60 Daler om Aaret (omtrent 400 Kr.) og deraf skulde han ernære sig selv Kone og tre Børn foruden Sønnen Henrich, der for Studeringernes Skyld maatte bo i København. Intet Under om den unge Mand foretrak at tjene sit Brød som Skuespiller, saa snart der aabnedes ham Mulighed derfor.

Dr. Meier reducerer dog altfor hurtigt Henrich Wegners Optræden til et Forsøg paa »ikke at dø af Sult og Nød«. Han har utvivlsomt været et stort scenisk Talent. Det viser alene den Omstændighed, at han straks fik den store Henrik-Rolle i Den politiske Kandestøber tildelt, og at han hævdede sin Stilling i hele det Holbergske Repertoires vanskeligste og mest glimrende Roller. Han gik ikke fra Tjenerrollerne 207til de Holbergske Karakterroller, spillede ikke som andre Henrik-Skuespillere ogsaa Jeppe paa Bjærget eller Gert Westphaler, men holdt sig til det Fag, hvor hans Ungdom og gode Humør kunde benytte de lystige og kraftige Ord. Rimeligvis besad han en ikke ringe Teknik; thi hvor kunde ellers Holberg have tildelt ham Henrik i Maskarade med den Komedie indenfor Komedien, hvormed Olaf Poulsen nu har sit store Mas?

Dr. Meier gaar sikkert ud fra fejlagtige Betragtninger, naar han vil fastslaa, at »Henrich Wegners og hans Kammeraters sceniske Præstationer, i det mindste ikke i Begyndelsen af deres Virksomhed, vistnok ikke (!) har været af nogen synderlig glimrende Art.« Han fortsætter med følgende monstrøse Sætning:

»Hvad skulde man ogsaa kunne vente af et halvt Dusin fattige jyske Tyveaarsknøse, som aldrig havde set virkeligt Komediespil, som ingen ordentlig Instruktion eller kunstnerisk Uddannelse havde nydt, ingen Forbilleder havde havt at danne sig efter, som manglede baade tilstrækkelig Dannelse, Belæsthed, Modenhed, Erfaring, Menneskekundskab, Studium, Scenevanthed, kort alt, uden maaske netop Lyst og Interesse — og for en Enkelts, Ulsøes Vedkommende endog levende Interesse — for Skuespilkunsten, hvortil saa og for Fleres Vedkommende uden Tvivl kommer uomtvisteligt Anlæg eller Talent, der ved Flid, Øvelse og Studium kunde yde og vistnok ogsaa snart ydede noget respektabelt.«

Else Skolemesters Indflydelse har tydeligvis 208
ikke tabt sig endnu: Flid, Øvelse og Studium er ingen daarlig Treenighed. Man skal imidlertid ikke opholde sig ved, at Dr. Meier paa sit underlige Dansk undertiden kommer til at sige det Modsatte af, hvad han vil — Meningen maa jo være den at tilskrive Ulsøe den største Interesse, medens den netop berøves ham — heller ikke skal man dvæle ved, at Dr. Meier efter Sætningens Slutning at dømme kunde sparet sig hele Begyndelsen; men hvad Dr. Meier paastaar angaaende de Holbergske Skuespilleres kunstneriske Uddannelse, er sikkert ganske fejlagtigt. Tyveaarsknøse var de næppe alle; at de var fattige gjorde dem mindst ligesaa lidt Skade, som at de var jyske — hvad de forøvrigt heller ikke alle var: end ikke om Henrich Wegner véd vi, at han var jysk, og om en anden er det afgjort, at han var Nordmand. Vi kan desuden af deres senere Skæbne slutte, at det var dannede og veloplærte Mennesker, de fleste Studenter: Ramel blev Herredsfoged, Hald Provst, Ulsøe Byfoged, Wegner fik ogsaa Embede. Dannelse havde de mindst ligesaa meget af som de unge Mennesker, der gaar til Teatret nutildags, hvor Scenen heller ikke rekruteres fra de ældre Videnskabsmænds Klasse. Dr. Meier paastaar, at Holbergs Skuespillere intet virkeligt Komediespil havde set. Det kan han sige, at han ingenting véd om: faktisk er det, at der dengang i næsten et Aarhundrede havde opholdt sig fremmede 209Trupper i København og det af overvejende god Beskaffenhed og med et rigt og hyppigt udmærket Repertoire. Efter 1711 gæstedes København af den højt ansete Veltheimske Trup; italiensk Hofopera optraadte her ved Aaret 1716 og endelig spillede et fransk, godt gageret Selskab fra 1715 til 1721 Corneille, Racine, Molière, de italienske Farcer, som kendes fra Gherardi, og lignende.

Fra dette Selskab toges da ogsaa Instruktøren til det Holbergske Teater, Franskmanden René Magnon de Montaigu som hans fulde Navn lyder (efter Dr. Meiers Opgivelse); han tilhørte saaledes en fornem Familie. En gammel veløvet og duelig Skuespiller var han i hvert Fald ved Aaret 1722, da hans Ankomst her til Landet med en fransk Trup kan sættes allerede til 1685. Han var yndet her, og han havde ledet de indkaldte franske Skuespillerselskaber og selv spillet store Roller. I 1717 giftede han sig med en dansk Pige, der kunde saa meget Fransk, at hun optoges i den franske Trup, og som siden hen spillede Titelrollen i Den Vægelsindede til Holbergs store Behag. Hverken om ham eller hende gælder da, hvad Dr. Meier anfører om Skuespillernes Mangel paa Uddannelse og Scenevanthed.

Og for alle de andre gælder, at de fik den bedste Instruktion, der vel overhovedet kunde tænkes og maaske en saadan, som det kongelige 210Teater ingensinde senere har kendt. Paa den ene Side fandtes den praktisk uddannede Montaigu, fortrolig med den fransk-italienske Spillemaade og altsaa med Datidens ypperste Scenekunst, og paa den anden Side ingen ringere end Holberg selv, overfor hvem alle senere Instruktører dog vel maa falde igennem. Og at han tog virksom Del i Teaterforestillingerne, derom kan der fornuftigvis ikke tvivles, naar man betænker, hvilken selvfølgelig Interesse han havde i det hele Foretagende. Hans egne Stykkers Skæbne laa ham overordentligt paa Hjærte, og han blev desuden tvungen til at være Teatrets stadige Forsvarer og Borgen: han maatte indestaa for dets Moralitet, Kunstværdi og nationale Betydning, han maatte skrive Prologer, Epiloger, Bønskrifter for Personalet; han maatte maaske endda finansielt hjælpe de stakkels Kunstnere. Som han var Skuepladsens Skaber, blev han ogsaa dens Opretholder, skønt han risikerede sin Anseelse paa denne sceniske Virksomhed. Universitetet, opfyldt af Vrede imod de unge Studenter, som i Ny og Næ spillede Birollerne i Komedierne — straks til Den politiske Kandestøber havde man saaledes engageret løse Folk — har selvfølgeligt vist det ægte Pedanteris Hovmod mod den uforknytte Professor, hvis eneste Forsvar vel var det, at han ikke arbejdede for verdslig Fordels Skyld. Af Teatret fik han ikke en Øre, og for den Sags Skyld: vilde saa ikke engang en Historiker 211oplyse os om, hvorved Holberg tjente sin store Formue? Hvorledes han kan have tjent videre Penge paa sine Udgaver af Komedierne, der næppe solgtes i store Oplag og som øjeblikkeligt eftertryktes? Holberg klager bitterligt over den Præjudice, som foraarsagedes ham af Sieur Phoenixberg, hvis Eftertryk han har udregnet sig til en »Banque route paa 3 à 400 Slettedaler« og taler om intet mindre end at standse med Udgivelsen af sine Komedier for at forhindre den Andens slette Eftertryk.

Imidlertid, Instruktør for Skuespillerne var Holberg sikkert i 1722, siden han endnu i 1750 optraadte instruerende overfor Clementin, da denne skulde spille Vielgeschrei. Havde han endnu som gammel Mand levende Interesse for Skuepladsen og fungerede som dens Direktør, har han sikkert ikke sparet sig som yngre. Han har ogsaa forstaaet at benytte sig af Kunstnernes særegne Færdigheder, idet han for Eksempel lod Madam Montaigu som den Vægelsindede og som Marthe i Jean de France synge franske Viser, hvortil hun der havde spillet paa Fransk, var særligt kvalificeret; man vil ogsaa forstaa, at hun ganske magtede Marthes Optræden som fransktalende Dame, hvilken Holberg iøvrigt har stor Vanskelighed med at begrunde.

Højst sandsynligt er det, at det første danske Teater spillede med virkelig Kunst. Hvad Skuespillerne skulde fremstille, var Typer og Personligheder, 212som de kendte fortræffeligt, og hvilke Holberg selv i Fortalen til den franske Udgave af Komedierne beskriver saaledes: »danske Karakterer, jævne Borgere, undertiden københavnske Haandværkere og ikke forlorne franske Marki'er«. Man kan være vis paa, at Wegner som Henrik fremstillede en meget jævn dansk Tjenestekarl, slet ingen Lakaj eller Scapin.

Vi véd nu, hvorledes det gik ham senere hen. Meget trist. Han søgte ydmygt og fik Faderens Postmesterembede i Aarhus i Aaret 1730. Skont han samtidig blev Vice-Borgmester, var det dog den rene Sulteføde, og Wegner søgte derfra allerede 1733, hvor han ansattes som Arkivar i Krigskancelliet i København. Der fik han 300 Daler i Løn, men avancerede aldrig: hans Underordnede sprang ham stadigt forbi. Ti Aar efter døde han saa, og vi kan igennem Skiftefortegnelsen rekonstruere, hvor tarveligt hans lille Lejlighed paa Amagertorv var møbleret. Vi finder dér intet, hvorved hans Skuespillervirksomhed genkaldes i Erindringen, end ikke en Bog synes han at have ejet.

I ti Aar gik da den store Skuespiller her i Byen som ministeriel Skriver, uden at nogen havde Bud efter hans Talent og Vid. Teatret var lukket, Pietismen beherskede Regeringen og Befolkningen vovede ikke at kny. Det er ikke sandsynligt, at Henrich Wegner, da han 42 Aar 213gammel døde, tænkte, at hans Navn skulde blive bevaret i Erindringen, ja, at man 150 Aar efter møjsommeligt vilde opsøge hver lille Oplysning om hans Skæbne. Denne noget sene Ære blev imidlertid hans Kunsts eneste Løn.