↩ I ti Aar gik da den store Skuespiller her i Byen som ministeriel Skriver, uden at nogen havde Bud efter hans Talent og Vid. Teatret var lukket, Pietismen beherskede Regeringen og Befolkningen vovede ikke at kny. Det er ikke sandsynligt, at Henrich Wegner, da han 42 Aar 213gammel døde, tænkte, at hans Navn skulde blive bevaret i Erindringen, ja, at man 150 Aar efter møjsommeligt vilde opsøge hver lille Oplysning om hans Skæbne. Denne noget sene Ære blev imidlertid hans Kunsts eneste Løn.