↩ Hvis man kaster et Blik paa Gert Londemanns Portræt, ser man et Ansigt uden megen Karakter. Næsen lige, Munden en Streg, Kinderne brede Flader, Underlæbe og Hage store og let bevægelige — et Forvandlingsansigt, hvor Trækkene kan fordrejes og forskydes i et Nu, fordi Underansigtet er stærkt udviklet og løst. Dette Ansigt gaar igen som typisk for Henrik helt op til vor Tid, til Phister og Olaf Poulsen: det tilhører Skuespilleren med de talløse Masker og de mange Stemmer. Den Art Kunst naaede sit Højdepunkt med Phister, hvis Forvandlingsevne var enestaaende; Evnen er ringere hos Poulsen, fordi den moderne Tid langt mere fordrer en indtrængende Satire hos Komikeren end et fantastisk Overmod.