Brandes, Edvard Valdemar Kolling.

Valdemar Kolling.

31te August 1897.

Den gamle Skuespiller, der optræder for sidste Gang, hører sikkert ikke til dem, hvem Publikum eller Kritiken har forkælet. Han har været en flittig Mand, der desværre kun raadede over en yderst begrænset Kunstævne. Skønt han er optraadt overordentlig hyppig i de mange Aar, i hvilke han har tilhørt det kgl. Teater, og skønt han forlængst opnaaede det Prædikat af kgl. Skuespiller, som senere eftertragtedes forgæves af saamange, har hans Virksomhed altid holdt sig i den Scenens Baggrund, over hvilken der sjælden falder Glans.

Det er vist allermest hans Stemmes Fisteltoner, der har bestemt, hvor højt han skulde naa. Med den Stemme kunde kun ganske faa 245Mennesker tale. Saa lidt som en Bassist kan synge Tenor, saa lidt kunde Indehaveren af hint skingre Organ gøre Fordring paa at blive Elsker eller Helt eller værdig Fader eller Skurk eller blot Finansmand — eftersom alle disse taler med rund Mund og klangfuld Røst. Svenden i Butiken kan tale saaledes — og Hr. Kolling har derfor ogsaa spillet Andreas i Debatten i Politivennen, Toby i Kvækeren og Danserinden, Titelrollen i Coliche — men Mesterens Stemme klinger anderledes. Hr. Kolling, der arbejdede i en Manufakturbutik som Svend, inden han betraadte den hellige Scene, fik aldrig Mesterens Præg.

Det var den 26de December 1854, at han debuterede som Arv i Julestuen. Siden den Tid har han spillet en Snes Holbergske Roller, store og smaa — dog aldrig de allerstørste — og hans Arbejde som Holbergskuespiller fortjener bedst at mindes. Ikke fordi han har sat et særligt Mærke paa nogen af disse Roller, men paa Grund af den solide Korrekthed, hvormed han nærmede sig de Holbergske Opgaver. Hr. Kolling skriver sig fra Teatrets store Tid, der jo omtrent naaede til 1864. Han har paa Scenen staaet ved Siden af Fru Heiberg, Fru Nielsen, Fru Sødring, Mich. Wiehe, Phister, Høedt, Nielsen, C. N. Rosenkilde og endnu flere Storheder. Alle disse spillede med en overtroisk Ærefrygt for deres Kald — og for sig 246Provinsselv, for saa vidt de virkede i dette Kald. De følte sig som særegne Mennesker, som en Art Halvguder, der fra det kgl. Teater som fra et Parnas skuede ned paa mindre Dødelige. Utvivlsomt kunde Hr. Kolling ikke svinge sig op til en saadan Selvfølelse. Men Kunstnerstoltheden bevirkede, at man spillede med stor Respekt for enhver Tekst, der betroedes En: igennem Teksten respekterede man sig selv. Og om nogensteds, saa gjaldt det i de Holbergske Komedier, hvor Phister raadede med en forstandig og sikker Myndighed. Han som Henrik satte Hr. Kolling paa Plads som Arv med en fast Haand: dér, hvor han skulde staa, der stod han.

Hr. Kolling fik saaledes i Aarenes Løb overdraget: Peder Eriksen i Den Stundesløse, Arv'erne i Den honnette Ambition, Henrik og Pernille og Jean de France og de to Pedanttjenere, Jens i Jacob v. Tyboe og Gotfred i Det lykkelige Skibbrud. Til de to sidste har han passet bedst. Han syntes med sin høje Stemme og sit halvt forknytte og halvt fiffige Væsen at gaa lige ind i den traditionelle Skikkelse. Stygotius' og Rosiflengius' Tjenere er vist fra gammel Tid opfattede som nogle tynde, smalfodrede, jomfrunalske Pedeller i Modsætning til den af Velnærethed og Overlegenhed struttende Henrik. Og Hr. Kolling der meget hurtigt kom til at staa paa Teatrets 247Skyggeside, fandt i sit Væsen en vis Overensstemmelse med de lidet blodrige og aldeles ikke overmodige Personer.

Og fra Arv'erne gled han saa i Aarenes Løb over til de Holbergske Familiefædre, der staar uden Myndighed i Huset, de Ægtemænd, hvis Hustruer bærer de mandlige Beklædningsgenstande. Dertil hører Jeronimus i Det lykkelige Skibbrud og Leonard i Pernilles korte Frøkenstand. Han var overmaade god i disse Roller, som ikke forlanger nogen stærk Ageren, kun en forskræmt Sagtmodighed.

Udenfor Holberg har Hr. Kolling udført en talrig Masse Roller. Statistiken udviser, at Hr. Kolling fra 1854 til sin Afgang har spillet 203 Roller og ialt er optraadt 4378 Gange — hvilket udgør over hundrede Gange i hver Sæson. Men nægtes kan det jo ikke, at adskillige af disse Roller hørte til Stykkernes allermindste. Imidlertid vandt Hr. Kolling undertiden Bifald i saadanne Smaaroller, for Eksempel som Borgeren i Genboerne og Mads i Soldaterløjer — skønt Komiken rigtignok var ligesaa anstrængt som ensformig. Skuespilleren, der udenfor Teatret kunde vise megen formende Ævne som Historie-Fortæller, følte Vanskelighed ved paa Scenen at forme sine Iagttagelser til Kunst.

248

Hans Medspillende roste ham imidlertid for hans faste Spil. Han mødte Blikket og han svarede straks og umiddelbart. I det kgl. Teater, der desværre er saa meget af et Statskontor, har Hr. Kolling virket som en flittig og paalidelig Bogholder.