↩ Denne ædle og uegennyttige Stimand, der ligger i Krig med det ordnede Samfund i sit Land og staar i Spidsen for en trofast og begejstret Bande, han minder jo om Digteren selv, der i literær Forstand var fredløs som han og der havde fordelt Parket og Galleri til en Skare unge Mænd, hvis Udseende og Klædedragt næppe var mindre uregelret end hans Røverfloks. Fru Hugo beskriver den Tilskuerskare, der paa Hugo's Indbydelse indfandt sig den første Aften, som «en Bande vilde og besynderlige Væsener, skæggede, langhaarede, klædte paa enhver Maade undtagen paa Moden, i Uldtrøjer og spanske Kapper, i Robespierre-Veste og Henrik den 3djes Baretter, og som viste sig midt i Paris ved højlys Dag foran Teatrets Indgang med de forskelligste Aarhundreder og de forskelligste Lande paa deres Rygge.» Deres Fanatisme for Hugo var fuldt saa stor som Hernani's Røverbandes for dens Høvding. De vidste, at Hugo i et anonymt Brev var bleven truet med Døden, «hvis han ikke tog sit skidne Stykke tilbage», og hvor usandsynligt det end var, at Truslen burde opfattes bogstaveligt, fulgte to af dem hver Aften Hugo til og fra Teatret, og det skønt han og de boede i modsatte Udkanter af Paris.