↩ Med Henrik den 3dje og hans Hof opnaaede han, hvad Vitet ikke havde opnaaet med dette Stof, nemlig at levere et livfuldt og spilleligt Drama, men han trodsede her kun paa den mest overfladiske Maade den klassiske Teatervedtægt. Han vovede at optage det gamle Hofs ydre Skikke: Paa hin Skueplads, hvor Helten og hans Fortrolige i et Par hundrede Aar havde samtalt med hængende Arme eller med Haanden paa Sværdfæstet, traadte en Skare af Kong Henriks Yndlinge ind med Bilboquet'er, Datidens Opfindelse, i Hænderne, og i Pauserne morede de sig med at puste Smaapile ud af lange Pusterør. Men forøvrigt følte de og talte de som unge Mænd fra 1828.