↩ Paa det første Spørgsmaal svarte Bogen, at Folket nu næsten ingen Lod eller Del havde i Statsstyreisen, medens dets høje Kulturtrin gjorde Ønsket derom naturligt. Det at Folket ogsaa savnede alle andre Organer end et Parlament, saaledes f. Eks. en fri Presse, og desuden nærede den dybeste Mistillid til Ministrene paa Grund af disses Vilkaarlighed, Trællesind og Pietisme maatte gøre Ønsket om en repræsentativ Forfatning endnu mere hedt. Paa det andet Spørgsmaal, hvori Stændernes Ret bestod, svarte Forfatteren: I Bevidstheden om deres Myndighed og i Myndighedserklæringen af 22. Maj 1815. Paa det tredje, hvad Besked de fik, lød Svaret: Anerkendelse af deres Troskab, Afvisning af deres Forslag og trøstende Henpegen til en fremtidig ubestemt Erstatning. Paa det fjerde Spørgsmaal om hvad * 611 Stænderne nu havde at gøre, optog Svaret kun halvanden Linje. Det lød: Nu at kræve som bevislig Ret hvad de tidligere bad om som om en Naade.