↩ Georg Herwegh, som var kommen sig efter sin Rundrejse, udgav efter et Aars Forløb den anden Samling af Gedichte eines Lebendigen, der forenede den tidligeres Egenskaber med nogle nye og værdifulde. Der er en frejdigere, vildere Stemning deri, og baade Viljen og Utiljen har en bestemtere Genstand. Her er færre Illusioner og skarpere Bevidsthed om Maal og Midler. Ingen Digte mere til nogen Konge om at stille sig i Spidsen for sit Folk - ingen Hymne mere til nogen Gud om at skænke Folkene Frihed og Lykke. Friedrich Wilhelm IV havde i Mellemtiden dræbt Herweghs Tro paa Kongerne og Ludwig Feuerbach 627 hans Tro paa en Gud. Men der er i disse Vers en Følelse af, at det nu ikke mere dæmrer, men dages i Sindene.