Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Det unge Tyskland (1890)

Og paa det filosofisk-urostiftende Omraade er det, at netop paa dette Tidspunkt, midt imellem Udgivelsen af Herweghs første og anden Digtsamling, samtidigt med at Dingelstedt udgiver sin første, i Sommeren 1841 en Tænker træder frem og sætter Tidsskel. I Værket Das Wesen des Christenthums udformer han store Tanker, begrunder og udtaler et Livssyn, som skinner igennem i Alt, hvad der efter ham tales og skrives af Andre, ifald de ellers staar paa Udviklingens Højde. Han er Hjørnestenen, paa hvilken henved en Snes Aar fra da af at regne Alle bygger og Alt er bygget - Ludwig Feuerbach.