↩ Forelæsninger har han kun en enkelt Gang holdt, i Aaret 1848 i Heidelberg, dog ikke paa Universitetet, som frygtede og skyede ham, men privat. Hans Venner havde i 1842 forsøgt at faa ham ansat i Heidelberg; først følte han sig tiltalt af Tanken, senere værgede han sig lidenskabeligt mod at man gjorde Skridt for at virkeliggøre denne Plan: «At ville gøre mig til Professor og tilmed paa den almindelige Maade, som ethvert Fæ kan blive det .... er at stille mig lig de Dumrianer, der for Tiden figurerer, er at krænke, at latterliggøre mig .... Mit Hoved hører ikke hjemme paa Lærestolen. Det hører, véd du hvorhen? - gæt! - paa Skafottet; thi mit Hoved er saa afgørende og skarpt som en Skarpretters Sværd, og jeg har selv kun Lyst og Mod til Handlinger, hvor det gælder at sætte Hovedet paa Spil»*). Vennen havde opfordret ham til hellere at kalde sit Værk Teologiens Væsen end Kristendommens Væsen. Han svarer: «Det at styrte Teologien er mig en højst ligegyldig Ting. Jeg har kun med verdenshistoriske Eksistenser at gøre .... Paa Hovedet maa man slaa; af Grundsætning maa man negte. At handle, det vil sige at halshugge - med den Beslutning, hvis det gøres nødigt, selv at ville lade sig halshugge derfor.»