↩ Men denne afrikanske Freiligrath er ikke den bedste. Den nationale og frisindede Freiligrath er mere værd. Da Herweghs politiske Udfordring havde vakt ham, gik han ind i sig selv, gjorde sig troskyldigt og ærligt Rede for sit Væsens ham selv endnu ikke helt bevidste Hang og Retning, fandt i sit Væsens Dyb en Frihedstrang, som intet kunde tøjle, og en Medfølelse med Undertrykte, som kunde slaa over i Had og gribende Harme. Hans Genius slog ind paa den revolutionære Vej og gik i Stormskridt ad den, indtil den slog sine Vinger ud og fløj. Og fra Digterens Læber klang Marseillaiser. O disse Hymner af Freiligrath fra 1848, det er Begejstringen selv, den begejstrende Begejstring; der er en Vildskab, en Tro, en oprørsk Religiøsitet, en flammende Ironi, en jublende Sejrsrus i de første af dem; den ædleste Fortvivlelse, storladen i sit Udtryk, i de sidste.