Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Det unge Tyskland (1890)

En Modsætning til Freiligrath danner Robert Prutz (født i Stettin 1816) ved sin Dannelses Soliditet. Han er en kritisk, historisk og filosofisk dannet Aand, der har forsøgt sig i mangfoldige Retninger, men dog kun som politisk Digter har blivende Betydning. Han var fra først af en ildfuld Medarbejder af Ruges Halle'ske Aarbøger, og blev tidligt ramt af Landsforvisningsstraf. Han er Feuerbachianeren som Digter. Han kan blive lidt tør og fantasiløs i sin politiske Lyrik, der gerne vel nøje holder sig til Sagen; men hans paa én Gang ædru og begejstrede Friheds-kærlighed tiltaler. Den, der engang har faaet ham kær, vil holde helt af ham, vil endog sætte megen Pris paa hans senere, for Sensualisme dumt forkætrede Digtsamling Aus der Heimath, som han kun ikke skulde have havt den utrolige Smagløshed at tilegne sin Frue.