↩ Mest bekendt af Sallet er hans Laien-Evangelium blevet, en Slags Opbyggelsesbog for Fritænkere, en Digtsamling, i hvilken han gengiver og omfortolker de enkelte Begivenheder i Evangelierne sindbilledligt i Aarhundredets Aand. Han begynder hvert Digt med en Fortælling eller en Lære af Skriften og søger saa at fremstille den evige, blivende Kærne i den, medens han kaster de historiske eller mytiske Skaller bort. Omtrent som i Oehlenschlägers Aarets Evangelium er Fortolkningen lidt haartrukken; i Modsætning til dette Digt er Bogen helt igennem skreven i samme Versemaal, hvad unegteligt afstedkommer en vis Enstonighed. Den minder ved sin Form om et noget ældre Værk, Leopold Schefers Laien-Brevier; men der er ikke ringe Forskel paa Schefers bløde Tilfredshed med Verdensaltets guddommelige Indretning og Sallets utaalmodige Drift til Indgreb i Historiens Gang. Bogen kan ogsaa svagt erindre om Rückerts Bramanernes Visdom, kun at Sallets var en Visdom, som var fuld af flammende Vrede over Løgn og Aandløshed, ingen fredelig Samling af gyldne Leveregler som Rückerts. Sallet sammenligner i Indledningsdigtet sine Forgængere i østerlandsk Digtning med de Østens Konger, der bød Lystanken Virak, Guld og Myrrha, men saa sank tilbage i deres orientalske Drømmeliv. Nu vil, siger han, Tanken vække Østens og Vestens Folk paany. Heri ligger, at han i sin Iver for i vesterlandsk Aand at tale sine Idealers Sag har været ligegyldig for Farvegivningen, og det Skær, hvorpaa hans Digterværk strander, er da ogsaa dette: en altfor ligefrem udtalt Belæring.