↩ I Frankfurter-Parlamentet stemte Hartmann med yderste Venstre; Tysklands Enhed som Republik var hans Formaal. Han talte sjældent, men blev meget bemærket; man kaldte ham Parlamentets smukkeste Mand. Kinkel beskriver ham paa den Tid som smuk, elskværdig, fast i sin Overbevisning: Østerrigerens sydlandske Indbildningskraft gav hans Tale Sving, hans tyske * * 657 Dannelse gav hans Aandskultur dens solide Grundlag og med hans israelitiske Verdensborgerholdning forenede sig en urokkelig Fædrelandskærlighed, der gerne udtrykte sig i stolte Ord. Fra først af deltog han med Varme i Parlamentets Forhandlinger. Senere, da de blev lige vidtløftige og golde, og da Forsamlingen viste sin Afmagt til at grunde noget varigt Stort og Nyt, udsprang af hans Skuffelse det vittige og gribende Værk i Hans Sachs'ske Vers: Rimkrøniken. Dog han var ikke blot en Digtningens men en Handlingens Mand. Under Sammenstødet i Frankfurt den 18. September udsatte han hundrede Gange sit Liv for begge Parters Kugler, idet han kastede sig ind mellem de Kæmpende for at opnaa en Vaabenstilstand. Efter at Revolutionen var udbrudt i Wien, lod han sig med Fröbel sende fra Frankfurt til den provisoriske Regering for at udtrykke den Nationalforsamlingens Samstemning med den og traadte som simpel Soldat ind i Revolutionshæren. Da han som Frivillig en Dag under Wiens fortvivlede Forsvarskamp mod Kroaterne havde indladt sig paa med den tilsyneladende visse Død for Øje at erobre en Mølle, hvortil Vejen blev beskudt fra Siden af i hele dens Længde, blev han paa Valpladsen valgt til Officer og Fører efter at Føreren var faldet. At han efter Wiens Fald kunde undfly, skyldtes en højtstillet Dame, hvis Deltagelse han havde vundet, der skaffede ham et falsk Pas. Han vendte tilbage til Frankfurterparlamentet og fulgte efter dets Opløsning den Del deraf, som nedlagde Indsigelse, til Stuttgart, indtil ogsaa denne sidste Rest af Parlamentet sprængtes fra hinanden af Tropperne.