↩ De Fremadstræbende i den nulevende Slægt føler anderledes. De véd, at Dumheden er et rivende Dyr og det mest sejglivede af alle, at Fejgheden, Magtens flinke Slave, der springer paa dens Vink, er stærk som selve Modet, naar det gælder om at forsvare Fordele, hvorpaa den har Hævd, og de tænker, at det man kalder Fremskridtet er en syg Snegl. Fabelens naive Mand købte sig en Ravn for at se, om det var sandt, at den kunde blive 200 Aar gammel. De Fremadstræbende i vore Dage véd forud, at hele den sorte Ravneredelighed, alle ravnesorte Løgne i alle store og smaa Ravnekroge vil overleve dem - hvor mange hundrede Aar er dem ubekendt. De har vel en sjælden Gang set det Gode sejre, men aldrig hørt det anerkende, at det var det, som for dem er det Gode, der sejrede. De har altid set Sandheden først smædes, saa om muligt dødes, og hvis det ikke lykkedes - da gildes og anerkendes. De haaber derfor ikke meget. Mange af dem har dræbt Haabet i sig, som man dræber en Nerve, der kan volde alt for megen Smerte. De er blevne skuffede for tit.