↩ Det var især for de yngre Slægtled et Øjeblik uden Lige. Det var et Syn, som virkede berusende. De blev vilde deraf. De gav sig til at skrige, synge og juble, og under jublende Sang følte de Trangen til at rejse sig, slaa til, sætte Livet ind, ofre sig, om det saa skulde være, blot de var med til at hylde og hidføre den Frihedens Dag, i hvis Morgenrøde de stod.