Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Det unge Tyskland (1890)

Medens Valgene til det første tyske Parlament i Frankfurt am Main fandt Sted, foretoges i Prøjsen ogsaa Valgene til den grundlovgivende Forsamling for hele Landet, der traadte sammen i Maj og aabnedes af Kongen. Den talte kun faa betydelige Mænd, da man havde sendt sine bedste Mænd til Frankfurt. I Berlin herskede en næsten lovløs Tilstand; Tøjhuset blev stormet og plyndret. Forsamlingen blev holdt i en afhængig og skræmmet Tilstand af de politiske Klubber. Den afviste Regeringens Forfatningsforslag som ikke folkeligt nok. Deraf et første Ministerskifte. Et nyt Ministerium kom Forsamlingens Ønsker i højere Grad imøde, men stødte sammen med Flertallet, da dette fordrede, at Regeringen skulde gøre det til en Ærespligt for de Officerer, der ikke var enige med de nye Grundsætninger for Statsstyreisen, at træde ud af Hæren. Da ogsaa det nye Ministerium som Følge af dette Forslags Antagelse maatte træde tilbage, dannedes et tredje Ministerium, Pfuel. Den sidste Dag i Oktober behandlede Forsamlingen en Opfordring til Ministeriet om «med alle Midler at skride ind til Beskyttelse af den i Wien truede Folkefrihed». Men da en Folkehob under denne Forhandling forsøgte voldelig Indvirkning paa Forsamlingens Beslutninger og forhaanede Ministeriet, gik ogsaa dette af, og nu dannede Kongen (2. November) en Kampregering med hans 675 Halvonkel Grev Brandenburg som Førsteminister. Det nye Ministerium besluttede Forsamlingens Flytning fra Berlin til Brandenburg og lod (10. November) General Wrangel i Spidsen for den fra Danmark tilbagevendte Hær rykke ind i Berlin. Saa blev Borgervæbningen opløst og Belejringstilstand erklæret.