↩ Revolutionen var i sit Væsen fuldt saa meget af religiøs som af politisk Natur. Den var fra én Side set det praktiske Udslag af den store filosofiske Gerning, som det 18de Aarhundredes fritænkerske Skribenter havde udført. Det er Revolutionen i 1789, som vi skylder Menneskeaandens største Erobring fra Fordom og Vold, Samvittighedsfriheden, den religiøse Fordragelighed. Det er ingenlunde den kristne Kirke, til hvem Menneskeheden staar i Gæld for dette uvurderlige Gode. Kirken modsatte sig til det Yderste enhver Fordring i Retning af Samvittighedsfrihed.