↩ I Oktober 1789 stod for Nationalforsamlingens Skranke en besynderligt udseende Deputation i lange Klæder og med østerlandske Træk. Det var Jøder fra Elsass og Lothringen. De anraabte paa deres Troesfællers Vegne om Barmhjertighed. «Højbaarne Forsamling,» sagde de, «i den Eviges Navn, der er Ophav til al Retfærdighed og Sandhed, i Guds Navn, som har givet alle Mennesker lige Rettigheder og Pligter, i Menneskehedens Navn, der gennem Aarhundreder er bleven krænket ved den 13 vanærende Behandling, som de ulykkelige Efterkommere af det ældste Folkeslag har lidt i næsten alle Jordens Egne, kommer vi for at bede Eder værdiges at tage vor beklagelige Skæbne under Overvejelse. De, som overalt er forfulgte, overalt fornedrede, og dog altid underdanige, aldrig oprørske, de, som hos alle Folk er en Genstand for Harme og Foragt, medens de burde nyde Taalsomhed og Medlidenhed, Jøderne nemlig, kaster sig for Eders Fødder og tillader sig det Haab, at I midt under de vigtige Arbejder, som optager Eder, ikke vil ringeagte deres Klager, og med nogen Deltagelse vil høre de frygtsomme Indsigelser, som de vover at nedlægge ud fra Dybet af den Nedværdigelse, hvori de er begravne ... Gid en Forbedring af Forholdene, som vi hidtil uden Nytte har ønsket og som vi anraaber om med Taarer i Øjnene, maa være Eders Velgerning og Eders Værk!»