Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Naturalismen i England (1875)

Han havde længe svunget sin Svøbe over Prinsregentens Hoved og mangen god Gang ladet Slaget falde over hans svære Krop. «Irland dør af Sult, hedder det, Georg vejer 14 Lispund» og i det Epigram, hvor han sammenligner ham med Karl den 2den og Henrik den 8de, udbryder han: Karl (@9@/9: hovedløs) for sit Folk, Henrik (@9@/9: hjerteløs) for sin Kone: Nu gik Byron selve sit Land under Øjne. Han angreb alt Usandt, alt Hadværdigt deri lige fra Sagnet om den jomfruelige Dronning (vor halvkyske Elisabeth hedder det Z). J. IX, 81) til hvad den mest nymodens Tænkemaade forlangte. «Jeg er altfor fædrelandskærlig, siger han, til at jeg ikke hellere skulde fortælle ti Løgne om Franskmændene end sige blot ét sandt Ord om dem - saadanne Sandheder er Landsforræderi» (VII 22). Han vover at tillægge Prøjserne en stor Del af Æren for Waterloosejren, at kalde Wellington Villainton (efter Béranger) og lade ham høre, at han med alle sine Ordener og Pensioner ingen anden Fortjeneste har indlagt sig end «at istandsætte Arvekongedømmets gamle Krykke». Han vover endelig med en anden Alvor og Patos end Thomas 577 Moore i dennes satiriske Breve at lade England vide, hvor afskyet dets Torypolitik har gjort det hos alle Jordens Folk: Han har ikke stor Aarsag, siger han, til at elske hin Plet af Jorden, der bærer en Nation, som kande have været den ædleste af alle; men skønt han skylder den lidet mere end sin Fødsel, føler han en Blanding af Ærefrygt og Sorg over dens synkende Ry og fordums Storhed: