Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Emigrantliteraturen (1872)

Under begge disse to store Tyrannier var det alene udenfor Paris, paa ensomme Steder i Provinserne eller paa Landet, hvor Beboeren da holdt sig saa stille som en Afdød, eller hyppigere udenfor Frankrigs Grænser, i Schweiz, i Nordamerika, i Tyskland og England, at der af Franske blev arbejdet literært. Thi kun der kunde de selvstændige Aander blandt Franskmændene eksistere, og kun af selvstændige Aander grundlægges og fremmes en Literatur. Den første franske Literaturgruppe i dette Aarhundrede, der udspringer fra saa mange spredte Punkter, har da til fælles Grundtræk det, at den er oppositionel. Meningen hermed er ikke den, at Skribenterne er enige om visse Grundprinciper - de er ofte i høj Grad uenige indbyrdes - men Hadet til Rædselsherredømmet og til Napoleons Reguleringsbestræbelser forener dem alle. Hvad de end oprindeligt er og hvad de end senere udvikler sig til, da Kongedømmet genoprettes, til literære Fornyere, tilbagestræbende Legitimister eller frisindet Opposition: saa har de ved Aarhundredskiftet som Modstandere af det Herskende og Givne et første fælles Præg. Og hertil kommer som det næste afgørende Træk deres fælles vanskelige Stilling som Arvtagere efter det 18de Aarhundrede, der netop senest havde testamenteret dem Kejserdømmet, hvorimod de protesterer; enkelte af dem vilde helst helt gaa fra Arv og Gæld, andre vilde overtage Arven, hvis de kunde tilegne sig den uden Skylden. Alle føler de, at det nye Aarhundredes aandelige Bevægelse maa ske ud fra andre Forudsætninger end dem, hvorpaa det gamle har bygget. Da Fløjdørene for det 19de Aarhundrede aabnes, staar de alle med spejdende Blikke og stirrer derind. De aner det Nyes Omrids, tror at skimte dem, og alt efter deres Evner og Ønsker former det Kommende sig for dem og tolkes dets Væsen af dem. Saaledes faar de i Forening et Præg af at være noget Indvarslende, noget Indledende, Bringere og Bærere af en ny Tids Aand.