↩ Der var et videre Felt for literære Fornyelsesforsøg i Frankrig end i noget andet europæisk Hovedland. Thi det forrige Aarhundredes Literatur var dér udmundet i Formalisme. Selskabsdannelsen og den akademiske Dannelse i Forening havde snørt den i visse, engang givne, stive og magre Former. Den var indsnevret i den saakaldte gode Smags Jernkorset. Frankrig har længe frembudt Modsætningen af at være et Land, der paa samme Tid som det i alle ydre Forhold har en feberagtig Trang 19 til Forandring og, naar det giver denne sin Tilbøjelighed Luft, sjældent forstaar at holde Maal eller Grænse, i literær Henseende er i høj Grad stabilt, anerkender Myndigheder, underholder et Akademi, sætter Maal og Grænse over Alt. Man havde indført Republiken og afskaffet Kristendommen, før man faldt paa at røre ved Boileau's Autoritet. Voltaire, der vender op og ned paa hele Overleveringen og bruger Tragedien som et Angrebsvaaben imod de Magter, hvis bedste Støtte den havde været, Enevælden og Kirken, vover ikke at lade Handlingen vare mere end 24 Timer eller lade Begivenheden foregaa paa to forskelligt benævnte Steder i et og samme Stykke. Han, som ikke har Ærefrygt for meget imellem Himmel og Jord, agter og bevarer Aleksandrinerversets ensformige Indsnit.