↩ Haardt blev han opdraget i et Hjem, hvor efter hans eget Udtryk Faderen var Tyendets Skræk, Moderen dets Svøbe, og voksede da op indesluttet og sky, tidligt fortrolig med Havets Bølgegang og Blæstens Musik, men aldrig forsonet med Hjemmets Uhygge og Kulde, et stædigt, tungsindigt og overspændt Barn. Den ham i Alder nærmeste Søster Lucile, der følte sig tilsidesat som han, blev hans eneste Ven og Fortrolige; hun var som han en syg og lidenskabelig Sjæl, Aar for Aar mere tilbøjelig til som Rousseau at ane Sammensværgelser imod sig overalt og anse sig for forfulgt af Alle; i sin Barndom tyede hun til Broderen, senere til Religionen som Beskytter mod disse Farer og Trængsler. Hun var først som Broderen uskøn og sky, blev senere meget smuk, bleg med mørkt Haar, skøn som en Dødens Engel; hun tilbragte en stor Del af sit Liv i Klostre, var lidenskabelig i sin Søsterkærlighed og lidenskabelig katolsk. Hun havde digteriske Anlæg og synes saavel i Skyhed som i Overspændthed at have været Broderens kvindelige Sidestykke. En anden Søster Julie, der i sin Ungdom levede udelukkende som Verdensdame, endte som Hellig i gudelig Forsagelse, saa at Retningen mod Katolicismen synes at have ligget den hele Slægt i Blodet.