↩ Man maa selvfølgelig søge til Fortællingen selv for at faa det fulde Indtryk af, hvilken brændende Lidenskab og hvilken lyrisk Flugt den har. Man kan ligesaa lidt gennem Indholds-gengivelse og Citater give en Forestilling om den Styrke, hvormed de selsomme Naturomgivelser er malte. Men det er let at paavise, hvorledes Chateaubriand fortrinsvis og uvilkaarligt anvender en Blanding af det Rædselsfulde og det Erotiske som Virkemiddel. I den egenlige Elskovsscene er der ikke blot ødslet med Larm af Klapperslanger, Hyl af Ulve, Brøl af Bjørne og smaa Tigre som ledsagende Musik, men anvendt en Storm, der bringer Skovene til at knage, og et uigennemtrængeligt Mørke, nu og da sønderrevet af Lyn i Lyn, der antænder en Skovbrand. Rundt om de Elskende brænder allerede Granerne som Fakler ved deres Bryllup, Atalas Modstand er ved at knækkes, da et advarende Lyn slaar ned lige for hendes Fødder. Herefter er det, at hun tager Gift, og i hendes sidste Ord til Chactas synes Lidenskabens Skovbrand at fortsætte Branden i Naturen: