↩ Chateaubriand, som indleder det 19de Aarhundredes religiøse Reaktion, havde ingen Tro, ingen Grebethed, ingen Selvhengivelse til en Idé. Det forrige Aarhundredes Tanker begyndte netop da at fordunkles, at tage sig ud som Vildfarelser; det nittende Aarhundredes store Ideer var endnu ikke indvundne ad videnskabelig Vej, og Chateaubriand formaaede ikke, anlagt som han var og stillet som han var, at foregribe dem med et Seerblik. Saaledes blev han Reaktionens Fører, Katolicismens og Bourbonernes Ridder. Med den i Genialiteten liggende Drift til at gribe Tidsalderens historiske Tanke, men uden Geniets sikre Anelse om dens Væsen og Tro paa dens Sejr, greb han de Tanker, som det foreløbige Omslag i Sympatier og Stemninger bragte for Lyset og hævdede dem med Stædighed, med pragtfuld, men ogsaa ofte hul Veltalenhed, med store Evner, men uden Varme og uden den Art Overbevisning, der gennemtrænger Personligheden og gør den til Ideens begejstrede og utrættelige Organ. Medens Voltaire med al sin Uro og alle sine Fejl førte sit Livs Kamp frisk, usvækket og uovervindelig til det Sidste, fordi han intet Øjeblik vaklede i Troen paa Sandheden af sine Ideer, fortæredes Chateaubriand af en uafbrudt Livslede, Vantro og Menneskeforagt. Kun paa ét Punkt brød han en ny Bane: som Digter, særlig som Kolorist, og derfor har han ogsaa kun i sin Ungdoms digteriske Stræben følt sig tilfreds og indadtil lønnet. Men for ham som Digter er atter ingen Skikkelse lykkedes som René's, *dolgoeO* som Fremstillingen af den aandelige Type, hvortil han selv hørte.