↩ Individet løsgives. Ikke længer tilfreds med at blive paa det Sted, der er den Enkelte anvist, ikke nøjet med at drage sin Fure paa sin Faders Mark, men løst af alle Stavnsbaand og udfriet fra ethvert Vornedskab føler Manden nu for første Gang 52 den hele Verden ligge aaben for sig. Det synes paa én Gang som om Alt var blevet muligt og Ordet Umulighed havde tabt sin Mening, som om f. Eks. Trommestikken i Soldatens Haand ved en Række hurtige Forvandlinger kunde blive til en Marskalkstav eller til et Scepter. Men paa samme Tid som Muligheden saaledes er taget til, er Kraften ikke vokset i tilsvarende Grad; af de Hundredetusinder, hvem Banen paa en Gang er bleven aabnet, kan kun én naa det forønskede Maal - og hvem sikrer Individet at blive denne ene! Den ubændige Attraa har naturnødvendigt det ubændige Tungsind i sit Følge. Og til det store rasende Væddeløb har jo heller ikke Enhver uden Undtagelse Adgang; alle de, som af en eller anden Grund føler sig knyttede til den ældre Tingenes Orden, og de finere, mindre haardhudede Naturer, der hellere drømmer end handler, linder sig udespærrede, viger tilside eller udvandrer, og idet de bøjes tilbage i sig selv, vaagner med Selvbetragtningen en stærkere Selvfølelse og med den en forøget Evne til at lide. Den højest udviklede Organisme lider jo mest.