↩ For en Natur med saa tungt et Sind er hele det ordned Liv utaaleligt. Det vanskeligste og pinligste Tidsskel i enhve ung Mands Liv, Tidspunktet, paa hvilket han skal vælge et 57 Livsstilling, vil være et, hvorover han ikke kan komme. Thi Valget af en Livsstilling vil sige Afkald paa den uendelige Frihed, paa den fuldstændige Menneskelighed, og Indsnevring i en Baas som Dyrets. Det er Friheden for alt Standspræg, som Kvinderne skylder en Del af deres Skønhed og af deres Køns Poesi. Standspræget er en Indskrænkning, en Latterlighed, en Endelighed. Hvorledes skulde da en Natur som Obermanns kunne vælge en Stand! Han, som paa én Gang er for dyb og for svag for det virkelige Liv, hader Intet mere end Afhængighed. Han skræmmes tilbage af Samfundsordenen: «Saa meget er vist; jeg vil ikke slæbe mig opefter fra Trappetrin til Trappetrin, indtage en Stilling i Samfundet, have Foresatte, jeg maa vise Ærbødighed, for til Gengæld at have Underordnede, jeg tør ringeagte. Intet synes mig saa latterlig dumt som denne Trinstige af Ringeagt, der strækker sig gennem hele Samfundet lige fra Fyrsten, der, som han siger, kun er Gud underordnet, til den fattigste Kludesamler, der maa vise det Fruentimmer Agtelse, som lejer ham en Straamadras for Natten.»