↩ Det er interessant at iagttage, hvorledes Sénancour 60 uvilkaarligt træffer sammen med de tyske Romantikere, som han aldrig havde læst. Ogsaa disse priser bestandig Musiken som Kunsternes Kunst. Etsteds udbryder Sénancour endog, at han holder fuldt saa meget af de Sange, hvis Tekst han ikke forstaar, som af dem, ved hvilke han kan følge baade Ord og Melodi. Han siger dette med Hensyn til de tyske Sange, han hører i Schweiz, og tilføjer naivt «desuden har den tyske Betoning noget mere romantisk.» Det er forbavsende, at selv dette Træk: Sproget opfattet udelukkende som Lydmusik, et Træk, der blev saa fremherskende i Tysklands romantiske Skole, allerede er antydet hos Sénancour. Han har imidlertid en altfor forfinet Sanseevne til at blive staaende ved Musiken som den bedste Budbærer mellem det enkelte Menneske og den uendelige Natur. Paa to forskellige Steder i sin Bog fremhæver han, at en Rækkefølge af forskellig Art Vellugt indeholder en ligesaa rig Melodi, som nogen Rækkefølge af Toner kan, og ligesom Musiken fremkalder Billeder af usædvanlige Egne og Genstande*). Man maa sikkert i den franske Efterromantik gaa til Baudelaire før man finder en saa forfinet Lugtesans. Men medens denne Forfinelse hos Baudelaire er Kendetegn paa en overudviklet Sanselighed, er den hos Obermann kun den rene romantiske Jegdyrkelses Symptom; den er et Element i Følelsessvælgeriet, thi gennem Lugten som gennem Høresansen mener Sénancour at kunne opfatte Tilværelsens skjulte Harmonier; den betegner fremdeles Virkelighedsskyen og den dertil svarende forhøjede Selvfølelse; thi gennem Vellugtsansninger som gennem Toner indaandes kun en flygtiggjort Virkelighed, Tilværelsens Essens og Duft.