↩ Helten i Nodiers Bog er støbt over Werthertypen, han er tyve Aar gammel, han er Maler, han er Digter, han er fremfor Alt Tysker. Men rigtignok staar denne matte og udviskede Afstøbning uendeligt tilbage for Originalen. Charles - han bærer Nodiers eget Navn - er Emigrant: af politiske Grunde udvist af Bayern og erklæret fredløs; to Aar har han tilbragt flakkende om i Europa som en rastløs Flygtning, i to Aar har han levet Nodiers eget Liv. Kun én Følelse har opretholdt ham, Kærligheden til en Pige, som bærer det poetiske Navn: Eulalia; han vender tilbage og - hører det I Himmelske! - Eulalia er troløs, Eulalia har ægtet en Anden. Den forraadte Elsker kan ikke modstaa sin Tilbøjelighed til at omkrese hendes Opholdssted. En Dag møder han hende og - o Skæbne! - Eulalia, som i den lange Tid ikke har hørt fra ham og som har modtaget en falsk Efterretning om hans Død, har kun med Taarer, kun af Lydighed mod en Moders Vilje, endelig paa Grund af en 70 svag Lighed, den unge Frier havde med Charles, ægtet denne, en Hr. Spronck, der, som det viser sig, er et af de ædleste Mennesker. Herover Werther-Klager, Werther-Stemninger o. s. v., dog Alt i en i Sammenligning med Werthers højst nedstemt Tonart. Charles hengiver sig til vemodige Erindringer: Her saa han hende første Gang, her følte han de første mørke Anelser om Fremtiden, her glemte han i sin Henrykkelse over at se hende sit Papir, sine Blyanter og sin Ossian, her, hvor Træerne nu er omhuggede, havde han fordum besluttet at. lade sin kære Werther begrave og nu føler han Lyst til her at grave sin egen Grav. Werther har nemlig været Gharles's Ven og man ser, at han har taget ham til Mønster. Kun l et Punkt er Charles kraftigere og mere mandig end Werther, det er i hans Udbrud af Harme over de Hindringer, der stiller sig mellem hans Elskede og ham: