Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Emigrantliteraturen (1872)

Forklaringen ligger nær. Der laa i hin Tid en Reaktion mod Voltaire i Luften, den som i sit Princip var angivet af 80 Rousseau, den tilbagetrængte, aldrig adspurgte, stedse overhørte Følelses Tilbageslag. Der var en halvt ubevidst Stræben i Sindene efter at genoprette den Ligevægt mellem Menneskesjælens Evner og Magter, som var bleven forstyrret ved den kritiske Forstands Enevælde - og denne halvt ubevidste Tendens sporedes endog som en indre Drivfjeder hos de Naturer, der efter deres hele Anlæg var rene Ætlinge af Voltaire og som, hvis de var komne tredive Aar tidligere til Verden, var blevne hans mest ubetingede Meningsfæller og Værkfæller. Voltaire havde jo ikke blot været kritisk, men var, tvungen af Tidernes Ugunst og behersket af sit ustyrlige Vid, blevet angribende. Det havde for ham gældt om med alle Vaaben, endog med forgiftede, at komme de rent ydre, plumpe Myndigheder tillivs, som paa hans Tid hindrede, ja umuliggjorde menneskeværdige Tilstande. Nu var alle hine Myndigheder faldne og Slægten savnede en Autoritet. Der gives indre Autoriteter. Det Sande, det Rette, det Gode er saadanne. Men de begejstrede Forsøg paa at indføre og befæste saadanne frie Statsindretninger, der uden Paaberaabelse af nogen for Fornuften ikke gennemsigtig Myndighed kun vilde virkeliggøre disse Idealer, var jo havnede i Lovløshedens Raahed. Hvad Under da, at ikke blot mangen Enkelt af Massen famlende greb efter en Planke fra Vraget af de engang saa kraftige politiske og religiøse Systemer, men at ogsaa et Flertal af de bedst Begavede kom til at optræde som Forkæmpere for Autoriteter, dels gejstlige, dels verdslige, som de selv kun støttede for Principets Skyld, men med halv eller ingen Tro og med stedse vaklende Tillid.