↩ Umiddelbart før Revolutionens Udbrud udgav Fru de Staël sin første Bog Breve om Rousseaus Skrifter, der er en Lovtale og et Forsvar. I Slutningen af det tredje Brev søger hun at sammenflette Rousseaus Hæder med sin Faders, der lige da var sat i Spidsen for Frankrigs Regering; i Slutningen af det fjerde Brev hilser hun med ungdommelig Varme Indkaldelsen af Stænderne og udtaler det Haab, at det vil lykkes den store franske Nation ad den rolige Oplysnings, ad Fornuftens og Fredens Vej at opnaa de Goder, som andre Folkeslag kun har erhvervet gennem Strømme af Blod. Hun anraaber Folket om at sætte sin Ære i ikke at overskride det Maal, som Alle er enige om at man maa naa, og hun slutter i en Henvendelse til Rousseau med en Klage over, at han ikke oplevede det ærefrygtindgydende Skuespil som forestaar, ikke levede længe nok til med Raad og Daad at opmuntre Necker «der fortjente at have en Dommer, en Beundrer, en Medborger som ham».