Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Emigrantliteraturen (1872)

Først da Sverig havde anerkendt den franske Republik, vendte hun tilbage til Paris og udfoldede en politisk Virksomhed, hvis Formaal var en parlamentarisk Forfatning og Fred med Europa. Det var ved hendes Indflydelse, at Talleyrand blev Udenrigsminister. Hendes Hjem var Midtpunktet for det «moderate» Parti, desuden et politisk Samlingssted af første Rang, og her var det, at Benjamin Constant snart blev Hovedpersonen saavel i de politiske Planer, der lagdes, som i Husets Herskerindes Gunst.