↩ Den Modstand, Delphine vakte, var stærk. Tidens mest bekendte Kritiker skrev: «Man kan ikke tænke sig farligere og mere usædelige Grundsætninger end dem, som udbredes i dette Værk. Forfatterinden synes ikke at mindes de Anskuelser, i hvilke hun som Neckers Datter er opdraget; uden Hensyn til sin Families protestantiske Tro udtaler hun sin Ringeagt for Aabenbaringen, og har i dette slette Arbejde, sorn forøvrigt er forfattet med ikke ringe Evner, skrevet et langt Forsvar for Skilsmisse. Delphine taler om Kærligheden som en Bakkantinde, om Gud som en Kvæker, om Døden som en Grenadér og om Moralen som en Sofist.» - Store Ord, men de samme store Ord, som Fremtiden bestandig maa høre af den tandløse Fortid, hvis svære Skyts 108 altid er ladet til Mundingen med Kirketroens vaade Krudt og Indskrænkethedens Papirkugler.