↩ Den Forladthed, som følger med at være Modstander af en overmægtig Kraft, var hende ikke ny. Allerede længe havde ingen Mand af Rang eller Ry, ingen politisk Storhed, der ønskede at staa sig godt med Regeringen, vovet at besøge hende paa Coppet. Enhver var forhindret, saa ved Forretninger, saa ved Sygdom. «Aa, sagde hun dengang, hvor jeg dog er træt af al denne Fejghed, der forklæder sig som Brystsyge.» Men nu var til Sorgen over at se sig opgivet af saa mange fordums Venner kommet den, at se enhver af sine virkelige Venner straffet med Landsforvisning for den ringeste Ytring af Velvilje mod hende. Hun udbredte, klager hun, Ulykke om sig som en Smitte.