↩ En Poesi som den, der udstraaler fra Italiens Natur og Folk, falder helt udenfor disse Opfattelser. Det er i Corinna, Improvisatricen, at Fru de Staël vil legemliggøre den egenlige digteriske Poesi i Modsætning til den, der er Sjælemaleri, *dolgoeO* Poesien, som Aristo forstaar den, i Modsætning til Shakespeare's, Molière's og Goethe's. Ufrivilligt kommer hun imidlertid ligefuldt til at gøre Corinna halv nordisk. Hvem der ikke har kæmpet den møjsomme Kamp for at forstaa en helt fremmed Stammes Synsmaade, véd ikke hvor vanskeligt det er i dette Punkt at løsrive sig fra de medfødte Nationalfordomme. Det er dertil nødvendigt at indaande samme Luft, at leve en Tid lang i de samme Naturomgivelser som den fremmede Stamme. Uden de Rejser, hvortil Fru de Staël ved sin Landsforvisning blev tvungen, vilde det have været hende umuligt saaledes at udvide sin Erkendelsesevne.