↩ Det her sagte gælder nærmest om Oswalds heltemodige Adfærd under Ildebranden i Ancona, hvor han under rædselsfulde Omstændigheder bliver hele Byens Frelser. Han alene forsøger med sine Englændere koldblodigt Ildens Slukning og iværksætter den. Han befrier de i Ghettoen indespærrede Jøder, som Befolkningen i sit Trosraseri vil lade brænde som Sonofre. Han vover sig ind i det brændende Galehus, ind i Værelset, hvor de mest rasende Fanger opholder sig, behersker og befrier de af Luer omspændte Vanvittige, løser deres Lænker og lader end ikke en Eneste af de modstræbende tilbage. Scenen er fortræffeligt fortalt; men, som sagt, det er i Sjælegranskningen, at der spores nogen Svaghed. Da det imidlertid gælder om at skildre Indtrykket af denne Handling paa Corinnas kvindelige Hjerte, tager Fru de Staël sin fulde Oprejsning. Oswald havde ved en Bortrejse over Hals og Hoved undflyet al Taksigelse, men da han paa Tilbagevejen atter kommer til Ancona med Corinna, bliver han genkendt, og Corinna vækkes om Morgenen ved Skrigene: «Leve Lord Nelvil, leve vor Velgører!» Hun begiver sig ud paa Pladsen, og som Digterinden, hvis Navn er berømt Italien over, bliver hun hurtigt kendt og modtaget med Jubel af den forsamlede Skare. Mængden anraaber hende om at være dens Ordfører og at tolke dens Taknemmelighedsfølelse for Oswald.